Eksplosion en del af bandekonflikten

Et område i Københavns Nordvestkvarter er blevet afspærret efter anmeldelser om høje brag og eksplosioner

Udgivet Opdateret

Politiet er massivt til stede omkring Ørnevej og Svanevej i Københavns Nordvestkvarter tidligt lørdag morgen efter anmeldelser om høje brag og eksplosioner i området.

Det oplyser vagtchef Martin Kajberg fra Københavns Politi.

- Vi er massivt til stede og har afspærret et større område, siger han.

Ingen kom til skade

Københavns Politi skriver på det sociale medie X, tidligere Twitter, at eksplosionen er sket i et klubhus, som tilhører en af de grupperinger, der er en del af den aktuelle bandekonflikt.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, lyder det videre.

Ifølge politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er der gang i en voldelig konflikt mellem den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) og rockergruppen Hells Angels.

Afspærret område

Politiet skriver, at det betragter handlingen som bevidst og som en del af den igangværende konflikt.

En eksplosion raserede et klubhus tilhørende Hells Angels på Svanevej i København. Politiet mistænker, at det har relation til bandemiljøet.

- Vi vurderer derfor, at der ikke er fare for de omkringboende, men på grund af efterforskningen har vi afspærret et stort område og vil være tilstede i mange timer endnu, skriver Københavns Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 05.37.

Vil arbejde mange timer

Københavns Politi skriver i en opfølgning, at man har afspærret Frederikssundsvej mellem Vibevej og Nordre Fasanvej samt Ørnevej mellem Nordre Fasanvej og Vibevej i forbindelse med dets arbejde.

- Vi forventer at arbejde på stedet mange timer endnu, skriver politiet.

Tilhører Hells Angles

Ifølge DR Nyheder er det et klubhus, der tilhører Hells Angels, som politiet er til stede ved på Svanevej.

Foruden politiets patruljevogne er en ambulance og politiets kemiske beredskab på stedet.

HELLS ANGELS

Hells Angels er en global motorcykelklub, der blev etableret i Fontana i San Bernardino County nær Los Angeles, Californien, den 17. marts 1948, hvor den lokale afdeling – også kaldet charteret – fortsat er aktiv. Inspiration til navnet blevet hentet fra filmen Hell's Angels, på dansk Giganternes kamp, fra 1930 instrueret af Howard Hughes om det engelske Royal Flying Corps fra første verdenskrig. Siden 1957 slog flere og flere grupper sig sammen i Californien under ledelse af Ralph "Sonny" Barger. I løbet af 1960'erne udvidede Hells Angels sig, først i USA, siden også på de andre kontinenter.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS