Elon Musk sagsøger Lego

Den danske legetøjsproducent trækkes ind i det store søgsmål

Offentliggjort Sidst opdateret

Det sociale medie X med Elon Musk i spidsen sagsøger den danske legetøjsproducent Lego for sammen med flere andre store virksomheder ulovligt at have boykottet X som reklameplatform.

Det skriver det amerikanske medie NPR.

Der er tale om en udvidelse af et eksisterende søgsmål, som blev rejst ved en føderal domstol i den amerikanske delstat Texas sidste sommer.

Foruden Lego er udvidelsen af sagsanlægget blandt andet rettet mod Nestlé, Colgate-Palmolive og Shell International.

Stoppede med at annoncere

Søgsmålet var oprindeligt rettet mod annoncørforbundet World Federation of Advertisers. Ifølge søgsmålet stoppede 18 virksomheder med at købe reklamer hos X, efter at Elon Musk købte det sociale medie i 2022.

Dengang hed platformen Twitter.

De 18 virksomheder var alle medlemmer af Global Alliance for Responsible Media (Garm), som er en afdeling under World Federation of Advertisers.

Andre medlemmer af forbundet reducerede ifølge søgsmålet deres køb af annoncer markant efter Elon Musks overtagelse af Twitter i 2022.

Powered by Labrador CMS