Fængslet for knivstikkeri

Politiet sigter manden for drabsforsøg efter et opgør tirsdag aften, hvor to mænd blev såret af knivstik

Politiet anholder 27-årig efter knivopgør i Esbjerg
Politiet anholder 27-årig efter knivopgør i Esbjerg
Udgivet Opdateret

En 27-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden blev anholdt i forbindelse med en ransagning på Marbækvej i Esbjerg torsdag eftermiddag. Han er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et knivstikkeri på Præstebakken tirsdag aften.

To mænd stukket

Han nægter sig skyldig, men han kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

Da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, er det uvist, hvorfor politiet sigter ham, og hvordan han i øvrigt forklarede sig i retten. 

Flere biler var til stede, da der opstod et slagsmål på gaden. 

Slagsmålet endte med, at to mænd på 20 og 25 år blev stukket med kniv. 

De blev alvorligt såret, men er uden for livsfare.

Fundet efterladt

Siden opgøret har politiet identificeret alle de biler, der var involveret i episoden. 

To af dem er fundet efterladt på en parkeringsplads ved Store Darum.

Politiet kender tilsyneladende ikke det nøjagtige motiv til sammenstødet.

Kan være bandeopgør

Politiinspektør Jeppe Kjærgaard understregede tidligere på ugen, at man efterforsker grundligt og flere retninger. 

Samtidig fortalte han, at politiet ikke kan udelukke, at der var tale om et bandeopgør.

Han satte ikke navn på banderne, men to bander fra henholdsvis Kvaglund og Stengårdsvej har i årevis haft et anstrengt forhold til hinanden og har tidligere ligget i åben konflikt. Der har dog været stille omkring dem i et stykke tid.

Allerede natten til onsdag foretog politiet flere ransagninger i Esbjerg i forbindelse med efterforskningen af knivstikkeriet. 

Tre personer blev anholdt, men de blev efterfølgende løsladt igen.

Straf for manddrab

I straffeloven skelnes der som udgangspunkt mellem to typer af drab – manddrab (§ 237) og uagtsomt manddrab (§ 241). Den primær forskel på de to typer drab er personens forsæt til at begå drabet.

Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt til at begå drab.

Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, så kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.

Strafferammen:

Manddrab kan medføre en straf fra 5 års fængsel indtil livstid. En livstidsdom i Danmark medfører ikke nødvendigvis fængsel resten af den dømtes liv. Straffelovens § 41 angiver, at livstidsdømte efter 12 år har ret til at få afgjort, om de kan prøveløslades.

Retspraksis:

Der afsiges alene ubetingede frihedsstraffe for manddrab efter straffelovens § 237.

I de fleste afgørelser er straffen mellem 6 og 14 års fængsel, men i manddrabssager beror strafudmålingen meget af de konkrete omstændigheder i sagen. Derfor er det vigtigt at have en god forsvarsadvokat, da han vil kunne fremhæve netop de omstændigheder i din sag, som kan tale for en mindre straf.

Kilde: Hviid Advokater
Powered by Labrador CMS