Får ekstraregning på 30.000 efter tur over grænsen
Havde for mange øl med over - det blev en dyr fornøjelse i afgifter og bøde
En ekstraregning på knap 30.000 kroner i bøde og afgifter.
Det blev resultatet for en dansk mand, der i slutningen af sidste uge kørte en tur over grænsen for at hente øl - uden tilsyneladende at have helt styr på reglerne.
Med sig havde han ikke mindre end 70 rammer øl, der er noget mere end de tilladte 110 liter.
Manden fangede toldernes interesse, da han gentagne gange krydsede den dansk-tyske grænse.
Da politiet aflagde et besøg på hans private adresse fandt man yderligere 413 rammer øl– vel at mærke øl, som var importeret fra Tyskland.
Over 11.500 øl
I alt var der over 11.500 dåseøl.
Derfor står manden til en samlet afgift på over 8.000 kroner og en bøde på omkring 20.000 kroner.
Afgiften er beregnet og udstedt af Skattestyrelsen, som bistår Toldstyrelsen med udregning af sager om afgifter.
– Det er surt at stå med en uventet ekstraregning, når man køber ind syd for grænsen. Derfor opfordrer vi til, at man tænker sig om en ekstra gang. Det er fx kun tilladt at tage varer afgiftsfrit med hjem til eget forbrug, siger Toldstyrelsens kontroldirektør Jeppe Kjærgaard.
Sagen er overdraget til Syd- & Sønderjyllands Politi med henblik på afgørelse.