Flere fejl i Emilie Meng-sag

Der er sket dygtigt politiarbejde i Emilie Meng-sag, men nogle områder kunne være bedre, siger politidirektør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Evaluering af Emilie Meng-sagen afslører fejl

Politiets evaluering af Emilie Meng-sagen viser, at efterforskningen kunne have været bedre organiseret og hurtigere igangsat.

Der er nu indført nationale standarder for drabsefterforskninger for at forbedre fremtidige sager.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I kølvandet på sagen om Emilie Meng, der i 2016 forsvandt og blev fundet dræbt, har der været en del fokus på politiets efterforskning af sagen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har lavet en intern evaluering af efterforskningen, og torsdag har politiet offentliggjort konklusionerne.

Her påpeges flere steder, hvor efterforskningen kunne have været bedre.

Gik for lang tid

Blandt andet, at der gik for lang tid, før den 17-årige piges forsvinden blev betragtet som en drabssag.

- Selv om det var velbegrundet, at sagen blev indledt med en eftersøgning, så er det vurderingen, at der forløb for lang tid, før der blev igangsat en tilstrækkeligt velorganiseret drabsefterforskning, lyder det blandt andet.

Desuden var der ikke et godt nok system til at indhente videoovervågning.

I april 2023 begik Emilie Mengs drabsmand en ny alvorlig forbrydelse, da han påkørte og kidnappede en 13-årig pige, som kom cyklende ved Kirkerup på Sydsjælland. Pigen blev 27 timer senere fundet i live. (Arkivfoto).

- Det er også vurderingen, at politikredsen ikke på daværende tidspunkt havde et tilstrækkeligt robust koncept til hurtig og korrekt sikring af en større mængde videoovervågning, står der i evalueringen.

Fundet død i sø

17-årige Emilie Meng forsvandt natten til 10. juli 2016, da hun gik fra Korsør Station.

Først omkring et halvt år senere - 24. december 2016 - blev hun fundet død i en sø i Regnemarks Bakke.

Gerningsmanden, Philip Patrick Westh, blev først fundet langt senere, da han i april 2023 kidnappede og voldtog en 13-årig pige ved Kirkerup. Han blev også dømt for at ville slå hende ihjel, men pigen blev befriet af politiet inden da.

Philip Patrick Westh blev i juni sidste år idømt livstid af Retten i Næstved. I første omgang ankede han, men har siden fravalgt anken.

- Kunne ikke forhindre det

Mens den 13-årige pige blev fundet i live efter 27 timers intens efterforskning, mener politiet ikke, at det kunne have forhindret drabet på Emilie Meng.

- Det er imidlertid også mest sandsynligt, at igangsættelse af en efterforskning umiddelbart efter anmeldelsen af hendes forsvinden ikke kunne have forhindret, at Emilie formentlig kort tid efter hendes forsvinden blev dræbt, skriver politiet i evalueringen.

OVERBLIK: EMILIE MENG-SAGEN

17-årige Emilie Meng forsvandt efter en bytur i sommeren 2016 og blev i julen samme år fundet død i en sø i Borup på Sjælland.

Hun var blevet dræbt af den i dag 34-årige Philip Westh, viste det sig senere.

Sagen har gennem årene udløst en del debat om politiets arbejde, og torsdag er konklusionen af en undersøgelse af efterforskningen blevet offentliggjort af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet konkluderer blandt andet, at "på nogle områder kunne og burde vi have gjort det bedre", fremgår det af en pressemeddelelse.

Få her et overblik over sagens udvikling fra Emilie Mengs forsvinden i 2016:

* 10. juli 2016. Emilie Meng har været i byen med venner, og ved 04-tiden ankommer gruppen til Korsør Station. Hun beslutter sig for selv at gå hjem. Senere på dagen melder hendes familie hende savnet, efter at hun hverken kom hjem eller til kirkekor den søndag formiddag.

* 11. juli 2016. Politiet søger efter den 17-årige med hjælp fra hunde, helikopter og dykkere. Også frivillige hjælper til. Politiet betragter det som en forsvindingssag, da Meng ifølge politiet var "tynget af kærestesorg". Om eftermiddagen indstilles eftersøgningen. Politiet har senere erkendt, at spor kan være gået tabt, fordi alvoren ikke gik op for politiet med det samme.

* 14. juli 2016. Politiets afdeling for personfarlig kriminalitet overtager sagen, hvilket indikerer, at politiet vurderer, at der kan være sket en forbrydelse i stedet for en frivillig forsvinding. Politiet gennemsøger områder, tjekker overvågning fra togstationer og taler med vidner.

* 16. juli 2016. Håbet om at finde Emilie Meng i live svinder ind, vurderer politiet. Der er ikke kommet livstegn fra hende.

* 24. december 2016. En hundelufter finder et lig i en sø ved Regnemarks Bakke i Borup. Det er Emilie Meng, og hun har været udsat for en forbrydelse, oplyser politiet den følgende dag. Politiet og teknikere undersøger søen og området.

* 19. januar 2017. Emilie Meng bliver begravet i Korsør.

* 20. juni 2017. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser en lys personbil - sandsynligvis en Hyundai i30. En sådan bil er set køre fra Korsør Station, nogle minutter efter at Emilie Meng gik derfra for snart et år siden.

* 4. oktober 2017. Et vidne fortæller politiet, at hun få timer efter Emilie Mengs forsvinden så en lys bil i området ved Regnemarks Bakke. Den var parkeret, havde bagsmækken åben, og en mand stod ved siden af. Det lignede, at han bar på noget tungt, fortæller vidnet.

* 15. april 2023. En 13-årig pige forsvinder ved middagstid i Kirkerup i Slagelse, kort efter at hun har færdiggjort sin avisrute. Hendes cykel, taske og telefon bliver fundet i vejkanten, og denne lørdag eftermiddag efterlyser politiet pigen med navn og billede.

* 16. april 2023. Politiet oplyser søndag formiddag, at det har modtaget flere hundrede henvendelser samt privat overvågningsmateriale fra borgere. Politiet arbejder ud fra en teori om, at pigen har været udsat for en forbrydelse. Samme eftermiddag oplyser politiet på et pressemøde, at pigen er fundet i live, og at en mand er anholdt på samme adresse i Korsør.

* 17. april 2023. Manden bliver i et grundlovsforhør i Retten i Næstved varetægtsfængslet for bortførelse og seksuelle overgreb på pigen. Han erkender sig delvist skyldig. Anklagemyndigheden oplyser, at det skal undersøges, om han kan knyttes til anden kriminalitet.

* 24. april 2023. B.T. skriver, at politiet har beslaglagt en bil i Slovakiet, som tidligere har tilhørt den mistænkte mand. Bilen er en lys Hyundai i30, og den ejede han, da Emilie Meng forsvandt.

* 26. april 2023. Politiet udvider sigtelsen mod den mistænkte mand. Han sigtes nu også for at have frihedsberøvet, voldtaget og dræbt Emilie Meng og for at have overfaldet og truet en 15-årig pige 8. november 2022.

* 17. maj 2023. Den sigtede nægter sig i et retsmøde skyldig i de nye sigtelser. Dommeren finder grundlag for at fængsle ham også på mistanken om drabet og overfaldet. Han lader derefter frivilligt sin varetægtsfængsling forlænge ad mange omgange.

* 15. januar 2024. Der rejses tiltale mod manden, og anklageskriftet frigives til medierne. Sagen mod manden indledes ved Retten i Næstved 14. maj.

* 28. juni 2024. Den i dag 34-årige Philip Westh findes skyldig i at have udsat tre piger for grove forbrydelser - herunder drabet på Emilie Meng i 2016.

* 10. september 2025. Philip Westh dropper en anke til Østre Landsret og accepterer byrettens dom. Statsadvokaten dropper samtidig en kontraanke.

* 4. december 2025. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi offentliggør konklusionerne af en intern evaluering af efterforskningen af Emilie Meng-sagen. Politiet konkluderer, at man på nogle områder kunne have gjort det bedre.

Kilder: TV 2, B.T., Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Sagen om drabet på Emilie Meng var ifølge evalueringen "helt særlig". Der var tale om en sag uden mistænkte med meget få tekniske spor og uden mulighed for at lægge sig fast på nogle relevante scenarier i efterforskningen.

- Burde have gjort det bedre

- Der er under efterforskningen udført meget dygtigt politiarbejde, men evalueringen viser også, at på nogle områder kunne og burde vi have gjort det bedre.

- Såvel politikredsen som politiet som helhed har allerede uddraget meget læring fra blandt andet denne efterforskning, siger politidirektør Lene Frank.

Hun henviser til, at politiet blandt andet fra 1. januar 2023 har indført omfattende nationale standarder for drabsefterforskninger, der tager højde for nogle af de forbedringspotentialer, som også politikredsens egen evaluering peger på.

Powered by Labrador CMS