Her er dommen: Kørte kommende farfar ihjel
En 65-årig mand mistede livet, da en 17-årig påkørte ham på Roskildevej i august sidste år
En 18-årig mand idømmes fem års fængsel for en ulykke, der kostede en 65-årig livet, ved BabySam i Valby i august sidste år.
Dommen er afsagt af en enig domsmandsret i Retten på Frederiksberg onsdag eftermiddag.
Den 18-årige er fundet skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
I anklageskriftet lød det, at manden, der på ulykkestidspunktet var 17 år, var påvirket af lattergas, da ulykken indtraf.
Men retten finder ikke, at anklagemyndigheden har ført tilstrækkelig bevis for, at den unge mand var påvirket af lattergas, da ulykken skete.
Kørte for hurtigt
Retten finder det dog bevist, at den 18-årige kørte med en væsentligt højere hastighed, end det er tilladt.
- Selv om vi ikke finder, at du var påvirket af lattergas, finder vi altså, at du er skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, siger retsformanden, mens han begrunder dommen.
Da ulykken skete 19. august omkring klokken 18.20, var den 65-årige i gang med at læsse en nyindkøbt barnevogn ind i sin søns Tesla foran BabySam på Roskildevej. Han havde netop købt barnevognen til sin søn og hans gravide hustru.
Manden blev påkørt af en Porsche med den dengang 17-årige dreng bag rattet.
Anker
Den 18-årige har valgt at anke dommen på stedet. Han vil frifindes for det, han ikke har erkendt, eller subsidiært have en mildere straf.
På retssagens første dag tirsdag erkendte han, at det var ham, der påkørte den 65-årige og forårsagede hans død. Men han har nægtet, at det skete under særligt skærpende omstændigheder. Han nægter altså både, at han var påvirket af lattergas, og at han kørte for stærkt, da ulykken skete.
Alle pladserne i Retssal 002 i Retten på Frederiksberg var optaget inden domsafsigelsen onsdag eftermiddag. Både pårørende til den tiltalte og til den 65-årige, der mistede livet i ulykken, er mødt op.