Hver tredje lærer er i tvivl
Lærerformand vil ikke lave øvelser i alvorlige hændelser som skoleskyderier, men planerne skal være på plads
23 procent af skolelærerne ved ikke, hvordan de skal handle i tilfælde af en alvorlig hændelse eller krisesituation på skolen. Samtidig svarer 12 procent "ved ikke".
Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Danmarks Lærerforening har lavet for fagbladet Folkeskolen.
1600 deltog
Det er ikke konkretiseret i spørgsmålet, hvad en alvorlig hændelse eller krisesituation kan være.
Rundspørgen er gennemført mellem 2. og 6. juni og er sendt ud til et udsnit af medlemmerne af Danmarks Lærerforening. 1605 lærere har svaret.
Mistanke om skoleskyderi
Folkeskolen omtaler undersøgelsen, dagen efter at politiet har fortalt offentligheden om en sag om planer om skoleskyderi.
Torsdag meddelte politiet, at en 15-årig dreng i weekenden blev varetægtsfængslet på en mistanke om at have planlagt et skoleskyderi på Sct. Michaels Skole i Kolding.
Spurgt til plan
To andre børn, som er under den kriminelle lavalder, er også mistænkt. De blev løsladt efter afhøring.
I undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening er lærerne også blevet spurgt om, hvorvidt deres skole har en beredskabsplan til krisesituationer.
"Nej" eller "Ved ikke"
I spørgsmålet er væbnede angreb og indtrængning af truende personer nævnt som eksempler. Til gengæld er det skrevet ind, at brandberedskab ikke tæller med.
Her har 1071 svaret. 11 procent siger nej til, at deres skole har en beredskabsplan, mens 22 procent svarer "ved ikke".
Som ved brand
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen siger til Folkeskolen, at man skal være "helt klar over, hvad der skal ske", når man er på en skole med mange mennesker.
- Præcis ligesom man ved, hvad man gør under en brand, som man engang imellem øver med en brandøvelse.
Skal være på plads
- Jeg synes dog ikke, at vi skal lave øvelser i skoleskyderier. Men der skal være en plan for, hvad der skal ske. Det skal være på plads.
Lærerne er også blevet spurgt til, om de kender instruksen for krisehåndtering: "Flygt - gem dig - alarmér". Her har 895 svaret.
56 procent siger ja til at kende instruksen, mens henholdsvis 38 procent og 6 procent svarer "nej" og "ved ikke".