I fængsel for gaderæs på gå-ben

Ung mand var ikke selv i nogen i bil, da der blev kørt gaderæs. Han agerede starter og er dømt for medvirken

Udgivet Opdateret

Hvad der formentlig var tiltænkt som skæg og ballade på motorvejen koster nu en ung mand en ubetinget fængselsdom. Manden er dømt efter færdselslovens regler om vanvidskørsel - det selv om han ikke selv har befundet sig i en bil.

Den 19-årige mand blev torsdag ved Retten i Hillerød dømt for tilbage i februar at have ageret starter ved et gaderæs, som udspillede sig på Frederikssundsmotorvejen. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Kaldte biler frem

Her havde en større flok biler samlet sig, og de spærrede for den almindelige trafik på strækningen.

Den 19-årige, der kommer fra Kirke-Hyllinge på Midtsjælland, kaldte så bilerne frem to og to og satte gang i væddeløb mellem dem.

Det var en overtrædelse af færdselslovens regler om kap- og væddeløbskørsel. Netop de regler var en del af den stramning af færdselsloven, som trådte i kraft sidste forår i en skærpet indsats mod det, som politikerne kalder for vanvidsbilisme.

Første afgørelse

Der er ifølge Københavns Vestegns Politi tale om den første afgørelse efter de skærpede regler, hvor en person dømmes for vanvidsbilisme uden selv at have kørt.

- Dommen understreger, at det ikke kun er strafbart at køre vanvidskørsel, men også at medvirke til, at det finder sted, siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, som førte sagen ved Retten.

Straffen lød på 20 dages ubetinget fængsel.

Ud over kap- og væddeløbskørsel, så dækker betegnelsen "vanvidskørsel" blandt andet over spritkørsel, hvor promillen er meget høj, eller hvor folk udsættes for fare eller kommer alvorligt tilskade.

Også kørsel med meget høje hastigheder falder ind under betegnelsen "vanvidskørsel".

Ud over selve straffen kan vanvidskørsel også føre til konfiskation af køretøjet.

Ny lovgivning om vanvidsbilisme

Vanvidsbilisme straffes i dag hårdere, end da Magnus Buhl Hansen blev dræbt i 2019, eftersom loven er blevet strammet.

Den nye lovgivning kommer ikke til at påvirke sagen mod den tiltalte for drabet, da loven først trådte i kraft i 2021. 

Men i fremtiden kan vanvidsbilister blive dømt for overtrædelse af loven med en ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år samt en minimumsstraf på 20 dages ubetinget fængsel.

Hvad er vanvidsbilisme?

Vanvidskørsel defineres som overskridelse af hastighed på mere end 100% ved kørsel med over 100 km/t. Hvis man for eksempel kører 130 km/t et sted, hvor man kun må køre 60 km/t.

Kørsel med en hastighed på 200 km/t og over samt spirituskørsel med en promille på 2,00 betegnes ligeledes som vanvidskørsel.

Derudover er der tale om vanvidsbilisme, hvis man udøver følgende:

Hensynsløs kørsel der skaber farlige situationer for eksempel ved overskridelse af optrukne spærrelinjer i tæt trafik, eller hvis man kører mod færdselsretningen på motorvej.

Og hvis man bevidst forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. For eksempel ved bevidst at køre mod fodgængere i et fodgængerfelt eller cyklister på en cykelsti.

Kilde: FDM
Powered by Labrador CMS