I nat: Beboere evakueret under brand

Politiet arbejder ud fra den hypotese, at branden kan være startet på grund af rygning

Offentliggjort

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

11 plejehjemsbeboere er natten til fredag blevet evakueret som følge af en brand på et plejehjem i Holeby på Lolland.

Det oplyser Kasper Skotte, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, fredag morgen til Ritzau.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.29. Branden er tidligt fredag morgen slukket.

I første omgang var meldingen, at to medarbejdere og en enkelt plejehjemsbeboer selv havde fundet ud af bygningen, og at de resterende 32 beboere fortsat opholdt sig på plejehjemmet og skulle hjælpes ud.

- Der blev sendt relativt mange ambulancer, læger og sundhedsberedskab afsted, for det var relativt mange mennesker, der var derude, som man ikke bare lige kunne få ud hurtigt, siger Kasper Skotte.

Efter brandvæsnets ankomst fik brandfolkene kontrol med branden i et omfang, der betød, at det alligevel ikke var nødvendigt at evakuere samtlige beboere.

- Så det ender med "kun" at være 11 personer, som man skal have ud, siger Kasper Skotte.

Én undersøgt for røgforgiftning

En beboer er blevet undersøgt for røgforgiftning, men ingen er kommet til skade, fortæller vagtchefen.

Efterforskere skal nu fastslå, hvad årsagen til branden er. Politiet arbejder ud fra en hypotese om, at branden er startet på grund af rygning.

De evakuerede plejehjemsbeboere er blevet genhuset af kommunen, fortæller Kasper Skotte.

Powered by Labrador CMS