Igen og igen: Så røg bilen

Narkokørsel, intet kørekort og besiddelse af stoffer. Sigtelserne haglede ned over en 24-årig mand

En 24-årig mand endte med flere sigtelser, da han mandag eftermiddag stødte på en patrulje på Kalbyrisvej i Næstved. 

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten. 

Manden blev stoppet, da han kørte uden kørekort, og derudover virkede han narkopåvirket. Ved nærmere undersøgelse, viste det sig, at han havde omkring to gram amfetamin i handskerummet. 

Langt fra første gang

Betjentene besluttede sig for at beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation, da det langt fra var første gang manden kørte, mens han var frakendt kørekortet. 

Bilen han kørte i tilhører en 35-årig mand, som nu er sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden kørekort. 

Powered by Labrador CMS