-Jeg har dræbt min mor

Motiv for knivdrab har ifølge anklageskrift blandt andet været, at kvinde ikke var rettroende muslim

En kvinde blev sidste år knivdræbt i en lejlighed i Randers. Nu er kvindens søn og hans 60-årige far tiltalt for drabet. (Arkivfoto).
En kvinde blev sidste år knivdræbt i en lejlighed i Randers. Nu er kvindens søn og hans 60-årige far tiltalt for drabet. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

En 18-årig mand er mandag på anklagebænken i Retten i Randers tiltalt for at have knivdræbt sin mor i en lejlighed i Randers 17. september sidste år.

Kvinden blev ifølge anklageskriftet stukket adskillige gange i hovedet, halsen og kroppen.

Ifølge anklagen har drabet været planlagt af den unge mand og hans 60-årige far, der begge er af afghansk oprindelse.

Motivet har ifølge anklagen været, at kvinden ikke har været rettroende muslim.

Desuden nægtede hun ifølge anklageskriftet at overdrage et skøde på en ejendom til den 60-årige mand, som hun tidligere var gift med.

Ifølge det detaljerede anklageskrift var det meningen, at den 18-årige alene skulle påtage sig ansvaret for drabet over for den dræbtes familie og de danske myndigheder.

Skærpende omstændigheder

Anklagemyndigheden mener, at den 60-årige har udnyttet sin søns unge alder og afhængighed af sin far til at begå drabet.

Anklagen går på manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Det gælder blandt andet, at ”gerningen har oprindelse i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende”, som det hedder i straffelovens paragraf 81 stykke 6.

Den 18-åriges forsvarsadvokat, Henrik Garlik, oplyser ved retsmødets begyndelse, at hans klient nægter sig skyldig i drabsanklagen.

Den tiltalte kan erkende vold med døden til følge, men handlede i nødværge, oplyser advokaten.

Afspillede opkald

Anklager Philip Møller har som det første afspillet et opkald til alarmcentralen, som ifølge anklageren blev foretaget af den 18-årige umiddelbart efter hændelsen 17. september:

- Jeg vil gerne sige noget. Jeg har dræbt min mor, lyder det med bævende stemme på lydopkaldet.

Manden, der på gerningstidspunktet var 17 år, er sorthåret og iført en mørk hættetrøje.

Han stirrer ned i gulvet og har trukket hættetrøjen op over munden, da opkaldet afspilles.

Den 60-årige far nægter sig ifølge sin forsvarsadvokat skyldig.

Risikerer udvisning

Begge mænd risikerer udvisning af Danmark for bestandig, hvis de findes skyldige.

To tolke oversætter fra dansk til farsi, mens anklageren kommer med sin forelæggelse af sagen.

Der er indkaldt 19 vidner i sagen.

Det gælder blandt andre de øvrige fem børn i familien, der er i alderen 10 til 22 år.

Derudover er der indkaldt sagsbehandlere fra kommunen og naboer.

Der er afsat ni retsdage til behandling af sagen, og der ventes dom i løbet af december.

Straf for manddrab

I straffeloven skelnes der som udgangspunkt mellem to typer af drab – manddrab (§ 237) og uagtsomt manddrab (§ 241). Den primær forskel på de to typer drab er personens forsæt til at begå drabet.

Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt til at begå drab.

Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, så kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.

Strafferammen:

Manddrab kan medføre en straf fra 5 års fængsel indtil livstid. En livstidsdom i Danmark medfører ikke nødvendigvis fængsel resten af den dømtes liv. Straffelovens § 41 angiver, at livstidsdømte efter 12 år har ret til at få afgjort, om de kan prøveløslades.

Retspraksis:

Der afsiges alene ubetingede frihedsstraffe for manddrab efter straffelovens § 237.

I de fleste afgørelser er straffen mellem 6 og 14 års fængsel, men i manddrabssager beror strafudmålingen meget af de konkrete omstændigheder i sagen. Derfor er det vigtigt at have en god forsvarsadvokat, da han vil kunne fremhæve netop de omstændigheder i din sag, som kan tale for en mindre straf.

Kilde: Hviid Advokater
Powered by Labrador CMS