Kæmpe narkosag skal for retten

Ti mænd skal stilles for en dommer eftersom de er mistænkt i en enorm hash-sag

Udgivet Opdateret

10 mænd med rødder både i Danmark og udlandet vil i løbet af onsdag blive stillet for en dommer ved Retten i Randers.

De er på forskellig vis sigtet for at have spillet en rolle i en sag, der drejer sig om 1,5 ton hash i Danmark.

Det oplyser senioranklager Jhin Lee, der møder i retten for anklagemyndigheden.

Retten tager hul på grundlovsforhørene klokken 9.30.

20 adresser besøgt

Den lange række mænd blev anholdt tirsdag, da politiet slog til i en stor aktion flere steder i landet. Fokus var på indsmugling af ulovlige stoffer.

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, stod for indsatsen.

20 adresser i Østjylland, på Fyn og i Spanien fik besøg af betjente. Derudover deltog Skattestyrelsen i aktionen.

15 kilo kokain

I alt 18 personer blev anholdt tirsdag, men det er altså kun 10 af dem, der bliver stillet for en dommer onsdag. De andre er dog fortsat sigtet i sagen.

En omfattende mængde hash blev beslaglagt sammen med en mindre mængde hård narkotika. I sagerne mod mændene er der da også rejst sigtelser vedrørende 15 kilo kokain. Derudover er der sigtelser om hæleri.

Millioner i forskellige valutaer

Ved aktionen tirsdag blev der derudover beslaglagt værdier for omkring seks millioner kroner, oplyste NSK i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Det drejer sig om flere ejendomme, biler, dyre ure og kontantbeløb i flere valutaer.

Det står ikke klart, om der er sket anholdelser eller beslaglæggelser på de spanske adresser.

Ti personer er anklaget i en sag om halvandet ton hash.
Ti personer er anklaget i en sag om halvandet ton hash.

LOVEN OM EUFORISERNDE STOFFER

§ 1. Ved euforiserende midler forstås i denne bekendtgørelse de stoffer, vækster og droger, der er opført på de bekendtgørelsen vedføjede lister A, B, C, D og E, samt mulige salte og simple derivater med euforiserende virkning af de nævnte stoffer, f.eks. estere og ætere, uanset om stofferne, deres salte eller derivater er fuldstændig rene, om de er delvis fabrikerede, af naturlig oprindelse eller syntetisk fremstillede. Endvidere alle tilberedninger – med de i stk. 3 nævnte undtagelser – der indeholder eller er fremstillet af de i listerne nævnte stoffer, vækster og droger samt salte og simple derivater heraf.

Stk. 2. Ved tilberedninger forstås: Opløsninger, fortyndinger, ekstrakter, koncentrater, tinkturer, farmaceutiske præparater af enhver art, samt i det hele taget forarbejdninger af de pågældende stoffer og droger, hvorved der ikke er tilvejebragt kemiske ændringer af stofferne.

Stk. 3. Til euforiserende midler henregnes ikke:

1) Tilberedninger, som indeholder højst 0,2 pct. morfin i blanding med et eller flere andre terapeutisk aktive, ikke euforiserende stoffer.

2) Tilberedninger, som indeholder højst 0,1 pct. kokain i blanding med et eller flere andre terapeutisk aktive, ikke euforiserende stoffer.

3) Doserede tilberedninger (tabletter, piller, kapsler, afdelte pulvere, ampuller og suppositorier), der indeholder højst 0,1 g pr. enhed af de i liste C nævnte stoffer, samt andre tilberedninger, der indeholder højst 2,5 pct. af de i liste C nævnte stoffer.

4) Faste, doserede tilberedninger, der indeholder højst 2,5 mg difenoxylat, beregnet som base, og en mængde atropinsulfat, der svarer til mindst 1 pct. af dosen difenoxylat.

5) Faste, doserede tilberedninger, der indeholder højst 0,5 mg difenoxin og en mængde atropinsulfat, der svarer til mindst 5 pct. af dosen af difenoxin.

6) Tilberedninger indeholdende højst 2,5 pct. barbital.

Kilde: Retsinformation
Powered by Labrador CMS