Kvinde stukket med kniv på åben gade

Ung mand sigtes for drabsforsøg

Udgivet Opdateret

En 21-årig mand er anholdt og sigtet for drabsforsøg, efter at en 20-årig kvinde lørdag aften blev stukket i halsen med en kniv.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 20.53.

- Hun er stukket én gang i halsen, men hun er uden for livsfare, siger politiets vagtchef Jørn Bystrup søndag morgen.

Knivstikkeriet fandt sted i Jacob Gades Stræde i det centrale Vejle. Flere gader i området var ifølge Vejle Amts Folkeblad efterfølgende afspærret i nogle timer.

Har fundet gerningsvåben

Den 21-årige mand blev anholdt kort efter knivstikkeriet, og politiet har også fundet gerningsvåbnet.

KNIVLOV

Knivloven er del af Våbenloven, og den bestemmer, hvilke regler der gælder i forhold til at være i besiddelse eller bære knive samt hvilke knive, der er helt ulovlige. I udgangspunktet er det ulovligt at bære eller besidde knive på offentlige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber og lignende, medmindre der er tale om arbejde, sport og fritidsaktiviteter som eksempelvis jagt, lystfiskeri eller spejderlejr.

Det betyder også, at det er tilladt at have en lommekniv med sig, hvis man eksempelvis skal en tur i skoven, så længe der er tale om et “anerkendelsesværdigt formål”, er det altså lovligt. Derfor må du ikke have en lommekniv med i nattelivet eller supermarkedet, da dette er formålsløst.

Kilde: Legaldesk

Vagtchefen kan søndag morgen ikke sige noget om, hvad der gik forud for overfaldet eller om de to involveredes relation.

Den sigtede mand vil søndag formiddag blive krævet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Kvinden blev stukket på åben gade.
Kvinden blev stukket på åben gade.
Powered by Labrador CMS