Lægehelikopter til alvorlig ulykke
Mand fastklemt i bil
En 66-årig mand blev torsdag fastklemt i sin bil i en alvorlig ulykke på Stevnsvej i Strøby på Stevns.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Manden havde parkeret sin bil i rabatten langs Stevnsvej for at kigge på arbejde med roer i marken, da han klokken 09.45 blev torpederet bagfra af en varebil.
Lægehelikopter
Den 66-åriges bil blev skubbet ind på marken, hvor den endte i en bunke roer.
Den 66-årige var fastklemt i bilen og måtte reddes ud.
Ved første vurdering var der frygt for, at mandens tilstand var kritisk, så der blev tilkaldt en lægehelikopter og en bilinspektør.
Lægehelikopoteren blev dog sendt af sted igen uden manden, som med alvorlige men ikke livstruende skader blev kørt til behandling på hospitalet i ambulance.
Narkopåvirket
Varebilen blev ført af en 35-årig herboende polak.
Han var sluppet uskadt fra ulykken og blev testet positiv for amfetamin.
Nu afventer resultatet af blodprøven og bilinspektørens undersøgelser, hvorefter den 35-årige kan forvente at høre mere i sagen.