Mand i badedragt stjal vodkaflasker

Butikstyv med alternativ påklædning

Offentliggjort

En 46-årig mand med en noget speciel påklædning blev mandag taget for butikstyveri i et supermarked på Skelagervej i Aarhus N.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Betjente blev tilkaldt klokken 16.20 mandag eftermiddag.

Kort forinden havde en vagt set den 46-årige mand proppe flere vodkaflasker ind under sin jakke og forlade butikken uden at betale.

Vagten sad nu i et baglokale sammen med den 46-årige og ventede på politiet.

Badedragt

Betjentene kunne konstatere, at den mandlige tyv var iført en lidt alternativ beklædning inde under jakken.

Han havde taget en badedragt omvendt på, så rygudskæringen var på hans brystkasse, hvor han havde stukket syv vodkaflasker ind.

Manden gik til bekendelse og er nu sigtet for tyveriet af de syv flasker vodka.

Powered by Labrador CMS