Mand stukket ned med kniv

Er kørt på sygehuset

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet rykkede onsdag aften ud med mange patruljer ved vejen Terrasserne i Tingbjerg i København efter anmeldelse om et knivstikkeri.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Rasmus Nielsen.

En mand sidst i 40'erne er ført til hospitalet, hvor han behandles. 

Hans tilstand beskrives som "umiddelbart ikke kritisk", siger vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om motivet eller de nærmere omstændigheder. Efterforskningen er stadig på et tidligt stadie, lyder det.

Gerningsmand løb fra stedet

Anmeldelsen kom klokken 22.00.

Der er ingen anholdte. Vidner har set en gerningsmand løbe fra stedet.

Der er ikke fare for beboere og andre i området, siger vagtchefen.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS