Mand stukket ned med kniv
Betjente rykkede onsdag aften talstærkt ud til knivstikkeri på Vesterbro
Politiet er onsdag aften rykket ud til et knivstikkeri på Vesterbro i København, hvor en mand er blevet stukket flere gange.
Manden har modtaget behandling på hospitalet og er uden for livsfare.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen, efter at politiet fik en anmeldelse klokken 22.01.
- Ud fra vidneforklaringer tyder det på, at det var et internt opgør i det hjemløse miljø.
- Vi har anholdt en gerningsmand ud fra vidneforklaringer. Vi er i gang med at afhøre ham. Vi har først lige nu fået mulighed for at afhøre forurettede, der har været under behandling. Nu skal vi have stykket hele historien sammen, siger Dyre Sønnicksen.
Vagtchefen tilføjer, at politiet kender både den forurettede og den formodede gerningsmand fra miljøet omkring Enghaveparken.
Dyre Sønnicksen kan ikke fortælle nøjagtigt, hvor mange gange den forurettede er blevet stukket, men han oplyser, at der er tale om overfladiske skader.
- Fra hospitalet melder de, at han er uden for livsfare, og at der var tale om overfladiske stik, siger vagtchefen.