Masseslagsmål: To stukket med kniv på Rådhuspladsen

En 39-årig mand er blevet anholdt, efter at to yngre mænd blev stukket med kniv på Rådhuspladsen i København

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd på henholdsvis 24 og 26 år er natten til torsdag blevet stukket med kniv under et masseslagsmål på Rådhuspladsen i København.

Den formodede gerningsmand er blevet anholdt.

Det fortæller Kenneth Hviid Simonsen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Både ofrene og den anholdte er rumænske statsborgere.

- Vidner fortæller, at op mod ti mennesker var i slagsmål med hinanden, da to af de involverede blev ramt af knivstik, siger han.

Fremstilles torsdag

Den anholdte er en 39-årig mand.

Han ventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag i København.

Efterforskningslederen oplyser ikke, hvor på kroppen ofrene er ramt af knivstik.

Men ingen af dem er i livsfare.

De to mænd blev stukket med kniv under et slagsmål på Rådhuspladsen i København natten til torsdag.
De to mænd blev stukket med kniv under et slagsmål på Rådhuspladsen i København natten til torsdag.

Har fundet kniv

Politiet har fundet en kniv, som menes at være gerningsvåbnet.

Anmeldelsen om knivstikkeriet og slagsmålet blev modtaget hos Københavns Politi klokken 01.45.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi
Powered by Labrador CMS