Melder sig selv efter brutalt drab

En 42-årig mand blev sidste år dræbt af knivstik på en parkeringsplads i Brabrand. Tredje mand er nu fængslet

Politiet afspærrede området ved Lenesvej i Aarhus og afsøgte stedet med hunde efter knivdrabet 23. juli 2020. Fire mænd er siden blevet tiltalt.
Politiet afspærrede området ved Lenesvej i Aarhus og afsøgte stedet med hunde efter knivdrabet 23. juli 2020. Fire mænd er siden blevet tiltalt.
Udgivet Opdateret

En 25-årig mand, der har været efterlyst i en drabssag fra sommeren 2020, har meldt sig selv.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Drabet fandt sted natten til den 23. juli sidste år på en parkeringsplads ved Lenesvej i Brabrand.

Her blev den 42-årige Mohammad Al-Zerjawi ramt af knivstik i låret.

Kort efter blev han erklæret død.

Varetægtsfængslet i fire uger

Den 25-årige mand, som nu er anholdt efter at have meldt sig selv, blev tirsdag eftermiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet i fire uger.

Han nægter sig skyldig og overvejer, om han vil kære afgørelsen til Vestre Landsret.

Det oplyser politiet på Twitter.

I forvejen sidder to varetægtsfængslet i sagen.

Efterlyser fjerde mand

Derudover efterlyser politiet fortsat en fjerde mand med navn og foto.

Der er tale om den 25-årige Abdallah Ahmad Taha, som politiet stadig vil have fat i.

Alle fire mænd er blevet tiltalt i sagen, som er sat til at foregå i Retten i Aarhus over en række dage i oktober.

Politiet efterlyser Abdallah Ahmad Taha i forbindelse med knivdrabet i juli 2020. Foto: Politiet
Politiet efterlyser Abdallah Ahmad Taha i forbindelse med knivdrabet i juli 2020. Foto: Politiet

Foruden den 42-årige, der blev dræbt, blev to andre mænd stukket med kniv ved episoden 23. juli.

Flere ramt af knivstik

En 23-årig mand fik adskillige knivstik flere steder på kroppen, og en 28-årig mand blev stukket flere gange i benene.

De blev begge behandlet for deres skader.

Derudover blev en 25-årig mand udsat for flere slag og spark på kroppen.

Derfor er de fire mænd foruden drab tiltalt for drabsforsøg på den 23-årige samt to tilfælde af grov vold mod den 28-årige og den 25-årige mand.

De fire er også tiltalt for at have truet alle ofrene med en pistol.

Uenige efter narkohandel

Motivet til overfaldet skal ifølge politiet formentlig findes i en form for uoverensstemmelse i forbindelse med en narkohandel.

Politiet mener, at den dræbte og de fire tiltalte havde relation til rocker- og bandemiljøet.

Derfor er der rejst tiltale efter den særlige bandeparagraf, som kan hæve straffen.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at den dræbte, Mohammad Al-Zerjawi, var medlem af rockergruppen Satudarah og gik under navnet "Frisør Mudi".

Tilnavnet stammer fra hans tid i Viborg, hvor han har drevet en frisørsalon.

Ekstra Bladet har også skrevet, at frisøren tidligere har været en del af den såkaldte Porsche-bande fra Skive - en kriminel gruppering, der før var kendt under betegnelsen McDonalds-gruppen.

Powered by Labrador CMS