Nu er der nyt i sag om sprængning i Holbæk
Efterlyser ny bil
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu en ny bil i sagen om en sprængning på Blytækkervej i Holbæk natten til søndag.
Ingen kom til skade ved eksplosionen, men politiet vurderer, at den var målrettet for at skræmme en konkret person.
Tidligere efterlyste politiet en VW Polo, men den er ikke længere interessant for sagen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på X.
Søger en Kia
I stedet er betjente nu på jagt efter en grå Kia Rio på stjålne plader.
Har du set den grå Kia Rio i Holbæk i aftes/nat, hører Midt- og Vestsjællands Politi gerne fra dig.
Også alle andre, der har oplysninger i sagen om en sprængning tæt på en bil på Blytækkervej, hører politiet gerne fra på telefon 114.
Arbejdede hele natten
Politiet blev alarmeret klokken 00.30, og betjente og teknikere og arbejdede det meste af natten til søndag omkring en ejendom på Blytækkervej efter sprængningen.
- Vi er stadigt på et tidligt tidspunkt i efterforskningen, men det er vores indtryk, at der er tale om et målrettet forsøg på at skræmme en beboer på adressen.
- Vi kan endnu ikke sige noget om motivet, men der er ingen grund til at frygte, at det her vil sprede sig til andre steder i Holbæk, sagde vicepolitiinspektør Søren Danielsen tidligere søndag.
Området er afsøgt med politihunde og efterforskerne prøver nu at finde steder med videoovervågning nær adressen.