Nyt om skuddrab på tankstation

Har meldt sig selv

Offentliggjort Sidst opdateret

To mænd anholdt i forbindelse med skuddrab i Ishøj

To mænd er blevet anholdt i forbindelse med et skuddrab på en tankstation i Ishøj.

En af de anholdte meldte sig selv til politiet, og de fremstilles i grundlovsforhør i Glostrup.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To mænd er anholdt og sigtet i forbindelse med politiets efterforskning af et drab begået på en tankstation i Ishøj.

Det oplyser vagtchef David Borchersen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

På Q8-tanken på Ishøj Stationsvej nummer 8 blev en mand, som ifølge politiet er i 30'erne, skudt. 

Skyderiet fandt sted kort før klokken 17 fredag.

Meldte sig selv

Ifølge Ritzaus oplysninger valgte en person efterfølgende at melde sig selv til politiet. 

David Borchersen bekræfter, at han er en af de mænd, som nu er anholdt.

Manden blev dræbt på en Q8-station i Ishøj.

De to mænd bliver lørdag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Anklager Bjarke Enevoldsen oplyser til Ritzau, at der er rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 237 om manddrab.

Begærer lukkede døre

Enevoldsen vil forud for grundlovsforhøret ikke kommentere detaljerne i sigtelsen - altså, hvad mændene mere konkret er mistænkt for at have gjort.

Han oplyser desuden, at han ved lørdagens retsmøde vil begære om lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning. Inden en eventuel dørlukning vil sigtelsen imidlertid blive læst op.

Hos politiets efterforskere er meldingen fra efterforskningsleder Tue Lauenblad lørdag formiddag, at politiet ikke ønsker at oplyse yderligere om anholdelserne på nuværende tidspunkt.

- Efterforsker intensivt

Hvad der ligger bag drabet, og de anholdtes relation til den dræbte står derfor fortsat hen i det uvisse.

Fredag aften lød det i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi, at man efterforskede bredt, hvilket vil sige, at man fra politiets side ikke har lagt sig fast på én bestemt teori om drabet.

- Vi efterforsker intensivt lige nu og har fokus på at indsamle oplysninger og sikre tekniske spor i området, lød det i den forbindelse fra vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Søger vidner

I samme forbindelse opfordrede vicepolitiinspektøren eventuelle vidner til at henvende sig.

- Vi vil meget gerne i kontakt med alle vidner, der har set noget, eller som i øvrigt har informationer om skyderiet, lød det fra Charlotte Skovby fredag aften.

Powered by Labrador CMS