Overhaler patruljevogn med 223 kilometer i timen
28-årig mister bilen
En 28-årig mand mistede lørdag aften sin bil, da den blev beslaglagt af betjente fra Nordjyllands Politi.
Det skriver nordjyske.dk.
Og den 28-årige mand er selv ude om, at han næppe får bilen at se igen.
Forud for beslaglæggelsen havde han kørt helt tosset på Nordjyske Motorvej.
Overhalede patruljevogn
Klokken cirka 19.30 lørdag aften blev en patruljevogn i sydgående retning på Nordjyske Motorvej ved Hjallerup overhalet af en personbil
Bilen ikke bare overhalede de to betjente i patruljevognen - den blæste forbi.
Betjentene startede sirene og blåt blink og kørte efter den hurtige bilist, der blev målt til at køre 223 kilometer i timen.
Men bilisten ville ikke stoppe.
Kaldte på forstærkning
Betjentene tikaldte forstærkning, og en række patruljevogne kørte mod Nordjyske Motorvej.
Kort efter kørte den 28-årige mand dog fra motorvejen ved Lyngdrup og holdt ind til siden og afventede den forfølgende patruljevogn.
Bilisten, der ikke er fra lokalområdet, er sigtet for både vanvidskørsel og promillekørsel, og bilen er beslaglagt med henblik på konfiskation og salg på auktion.