Danske spillere er lykkelige og lettede efter arbejdssejr
Der blev duelleret på hver eneste kvadratmeter af Boxens halgulv, da Danmark slog Island i EM-semifinalen.
Danmarks håndboldherrer er i EM-finalen efter en sejr på 31-28 over Island. Men det var en sejr, som krævede en kraftudladning i hver eneste fiber for samtlige spillere.
Målvogter Emil Nielsen havde en af sine mindre gode dage på kontoret, og han var lykkelig for, hvordan hans holdkammerater uden for feltet fightede sejren hjem.
- Det var en fight af en anden verden. Hold kæft, jeg synes godt nok, vi kæmper for det, siger keeperen, som også fremhæver holdets uheld, hvor Simon Hald måtte udgå med et slag til hovedet.
- Vi er ramt af nogle uheld, og så sætter vi os bare tættere sammen i bussen. Jeg synes virkelig, vi klarer det godt. Vi viser fight, og vi viser virkelig, hvor godt et hold vi er.
Hårde taklinger på danskerne
I den anden ende af banen holdt det islandske forsvar sig heller ikke tilbage fra at sætte hårde tacklinger på danskerne.
Evigt udfordrende Mathias Gidsel får altid mange tæsk i løbet af en kamp, men selv han kunne mærke, at fredagens kamp var noget helt særligt på den konto.
- Jeg har sjældent været en del af en kamp, der var så brutal og så hårdt spillet, lyder det fra verdens bedste håndboldspiller.
- Ikke fordi der var så svinske tacklinger, men bare kig på vores midterblok i forsvaret og se, hvor mange en-mod-en-situationer, den modtog.
Skulle dække midterforsvar
Simon Halds exit betød, at blandt andre Thomas Arnoldsen, som har været skadet i to måneder og først blev indkaldt til opgøret onsdag mod Norge, var inde og dække i midterforsvaret.
Og playmakeren, som normalt dækker back i forsvaret, var for Emil Nielsen beviset på, hvad det var for nogle udfordringer, som Danmark overvandt fredag.
- Arnoldsen fortalte mig, at sidst han har dækket i midterblokken, det var i U16, så det var på en lidt anden scene. Det er godt nok imponerende, lyder det fra Emil Nielsen.
Stregspillerne Lukas Jørgensen og Emil Bergholt er røget ud af EM med skader, Simon Hald måtte som sagt udgå i pausen, og de sidste to stregspillere, som kunne indkaldes fra bruttotruppen på 35 mand, er begge ramt af skader.
Så hvis Halds hovedskade forhindrer ham i at spille søndagens EM-finale mod Tyskland, så har landstræner Nikolaj Jacobsen kun én stregspiller til rådighed i skikkelse af anfører Magnus Saugstrup.