Kong Frederik nævnt to gange i nye Epstein-dokumenter

På gæsteliste til middag

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Kong Frederik er ifølge Ekstra Bladet nævnt to gange i de nye Epstein-dokumenter, som fredag eftermiddag er blevet offentliggjort af det amerikanske justitsministerium.

Han nævnes første gang i marts 2012, hvor han var kronprins.

Her fremgår det ifølge Ekstra Bladet, at den britiske rigmand Ian Osborne, der ifølge mediet er en af Epsteins forretningsforbindelser, er i Danmark og skal mødes med "kronprinsen".

Det skriver Ian Osborne i en mail til Jeffrey Epstein, fremgår det af mediets gennemgang af dokumenterne.

Det er uvist, om Osborne og den daværende kronprins mødtes, skriver Ekstra Bladet. Kun hans titel nævnes i det konkrete tilfælde.

På liste over middagsgæster

Senere i 2012 optræder den daværende kronprins sammen med hans privatsekretær Morten Roland Hansen på en liste over bekræftede deltagere til en middag, hvor i alt 22 personer skal deltage, skriver Ekstra Bladet.

Det er igen uvist, om de to deltog i middagen, der ifølge mediet skal have fundet sted 26. juli på et etablissement ved navn Loulous.

Ifølge Ekstra Bladet befandt den daværende kronprins Frederik sig i London den 26. juli, hvor han løb med den olympiske fakkel i storbyen.

Ritzau har rakt ud til kongehuset for at få en kommentar til Ekstra Bladets historie.

Nye Epstein-dokumenter offentliggjort

USA's justitsministerium offentliggjorde fredag en ny bunke dokumenter med forbindelse til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Den daværende kronprins Frederik løb den 26. juli med den olympiske fakkel under OL i London. Ifølge Ekstra Bladet optræder hans navn i de nyeste Epstein-dokumenter, hvor der står, at den daværende kronprins stod som bekræftet deltager til en middag samme dag. Det er uvist, om han deltog. (Arkivfoto).

Blandt de filer, der er blevet frigivet, er over 2000 videoer og 180.000 billeder, oplyser USA's vicejustitsminister, som omtaler den samlede mængde filer som dokumenter med tre millioner sider.

Også svensk prinsesse

Prinsesse Sofia i Sverige er også nævnt i de seneste Epstein-dokumenter, skriver svenske medier.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at hun i 2012 skulle have været inviteret til en privat visning af musicalen "Les Misérables" på Broadway som personlig gæst hos Jeffrey Epstein.

Hun nævnes også i en e-mail til Epstein, hvor et billede, der angiveligt forestiller hende, er vedhæftet, skriver TT.

Ifølge SVT Nyheder har prinsessen før optrådt i dokumenter, der er blevet offentliggjort om Epstein.

Hoffet i Sverige har tidligere oplyst, at prinsesse Sofia har mødtes med Epstein i sociale sammenhænge, og at de ikke har haft kontakt de seneste 20 år, skriver TT.

Powered by Labrador CMS