Politi efter påkørsel: - Det er alvorligt
Et tog har onsdag eftermiddag ramt en person ved Gørding nær Esbjerg
En personpåkørsel ved Gørding Station betyder, at togtrafikken onsdag eftermiddag er standset mellem Esbjerg og Holsted.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi og DSB.
Der er indsat togbusser på strækningen, oplyser DSB på sin hjemmeside.2
- Togene, som normalt kører mellem Fredericia og Esbjerg, kører nu mellem Fredericia og Holsted, og togene, som normalt kommer fra Aarhus mod Esbjerg, kører nu kun mellem Aarhus og Fredericia, skriver DSB.
- Det er alvorligt
Politiet arbejder på strækningen og forventes ifølge DSB at være færdige tidligst klokken 17.30.
Politiets vagtchef, Erik Lindhardt, fortæller, at den påkørte person var ved bevidsthed efter påkørslen. Personen er kommet alvorligt til skade, men overlever, lyder vurderingen.
Anmeldelsen kom ind klokken 15.18, og kort efter klokken 17 undersøger politiet stadig, hvad der nærmere er sket.
Ikke noget kriminelt
- Vi er fortsat på stedet, siger Erik Lindhardt.
Han oplyser dog, at politiet ikke mener, at der er sket noget kriminelt.
De pårørende er endnu ikke underrettet, hvorfor politiet umiddelbart ikke giver nærmere oplysninger om den påkørte person.