Politi med nyt om voldsom brand

Nu er politiet færdig med de første undersøgelser

Offentliggjort

Syd- & Sønderjyllands Politi er nu færdige med de brandtekniske undersøgelser efter den voldsomme brand, der nytårsaften ramte en boligblok på Platanvej i Esbjerg. 

Brandstedet er derfor blevet frigivet, og ansvaret overgår nu til boligselskabet Ungdomsbo.

Overgår til beboerselskabet

Det oplyser politikommissær Morten Alslev, som forklarer, at politiets arbejde på stedet er afsluttet. 

I dagene efter branden har beboerne kunnet få adgang til deres lejligheder ledsaget af politiet, men fremover er det boligselskabet, der afgør, hvornår og hvordan beboerne igen kan komme ind i deres hjem.

Formentlig fyrværkeri

Ifølge politiet har dagens undersøgelser ikke givet anledning til at ændre den foreløbige vurdering af brandens opståen.

Branden er formentlig er startet som følge af affyring af fyrværkeri fra en altan. 

De endelige konklusioner er dog endnu ikke klar, da resultaterne nu skal gennemgås grundigt.

Kan tage uger

Ifølge Morten Alslev kan der gå nogle uger, før politiet med sikkerhed kan fastslå den præcise årsag til branden. 

Indtil da fortsætter arbejdet med at samle og analysere de tekniske fund.

Flere beboere må genhuses efter den voldsomme brand på Platanvej i Esbjerg.
Powered by Labrador CMS