Politiet ændrer reglerne

Nu vil politikredsen passe på de såkaldte 'bløde trafikanter' til søs, lyder det i en pressemeddelelse

Nye regler skal gøre det mere sikkert at opholde sig nær kysten.
Nye regler skal gøre det mere sikkert at opholde sig nær kysten.
Udgivet Opdateret

Københavns Vestegns Politi indfører lokale sejladsregler for sejlende, både motordrevne og brætsejlere med videre, i en zone på 300 meter fra kysten inklusiv havne for kommunerne i Brøndby, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

- Det skal være trygt og sikkert for børn og voksne at bade fra stranden og svømme ved kysten, og derfor indfører vi lokale regler i politikredsens kystnære områder for fartøjer som for eksempel speedbåde, vandscootere og brætsejlere, siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben.

Der gælder i forvejen generelle søvejslove, regler for vandscootere, krav til speedbådsførere, havnereglementer og mere – og de gælder fortsat:

- De nye regler kan sammenlignes med lokale færdselsbestemmelser, hvor vi her går ind og beskytter vandets ’bløde trafikanter’ ekstra mod ulykker, forbyder hurtig sejlads og pålægger motorbåde, jetski og surfere at vise særlige hensyn over for badende og sejlere i en 300-meters zone fra stranden, siger Claus Bardeleben.

Han tilføjer, at reglerne gælder hele året – også nu, hvor sommersæsonen går på hæld med færre badende og sejlende – men naturligvis især vil komme i spil fra næste bade- og sejlesæson.

Ikke tværs

Reglerne forbyder først og fremmest, at førere af de nævnte fartøjer sejler på en måde, som er til ulempe for badende eller andre sejlende eller støjer til ulempe for andre.

Ifølge reglementet må motordrevne fartøjer nu kun sejle direkte ud og ind fra stranden vinkelret på kystlinjen. 

De må altså ikke sejle på tværs eller rundt i 300-meters zonen.

Bestemmelserne forbyder ligeledes specifikt motordrevne fartøjer i at sejle så hurtigt, at skroget løfter sig fra vandoverfladen og planer.

Ingen badende

Både, som trækker vandski eller lignende i 300 meters zonen, skal være bemandet med mindst to til udkig for og agter og udvise særlig agtpågivenhed over for andre. 

De må kun sejle ud eller ind, når der ikke er badende og sejlende i sejlretningen.

Vandscootere og lignende må også kun sejle direkte til og fra kysten og maksimalt med en hastighed på fem knob.

Fokus nær kysten

Københavns Vestegns Politis særlige maritime enhed patruljerer i farvandet ud for politikredsen for at kontrollere sikkerheden til søs.

Enheden vil fremadrettet som en fast del af sine opgaver også have fokus på at håndhæve de nye kystnære regler.

Reglerne træder i kraft efter midnat til onsdag den 15. september, og en overtrædelse straffes med bøde.

Powered by Labrador CMS