Rumænske butikstyve stoppet effektivt
To personer anholdt i sommerhus
På baggrund af grundig efterforskning af butikstyverier begået henover sommeren, kunne Midt- og Vestjyllands Politi mandag formiddag anholde to formodede gerningspersoner.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
De to personer blev sigtet for samlet set 22 forhold om butikstyverier, hvor de primært er gået efter kaffe, men også barberblade og sæbe.
For 100.000 kroner
Tyverierne er foregået i det meste af Jylland, herunder Herning, Struer, Skive, Viborg, Esbjerg og Ribe og har en værdi af cirka 100.000 kroner.
De to personer - en 58-årig mand og en 48-årig kvinde - blev anholdt i et sommerhus nær Bording, hvor politiet også fandt en stor mængde koster.
Fulgte dem
- Efterforskningen pegede på, at der var tale om særdeles organiseret kriminalitet. Vi har fulgt dem i et par dage for at afdække deres færden og identificere deres opholdssted. I går kunne vi derfor uden dramatik anholde de to formodede gerningspersoner og beslaglægge de mange koster,"fortæller efterforskningsleder og politikommissær Henrik Varbøl.
Bliver udvist
Ved dagens grundlovsforhør blev de to idømt en straksdom på henholdsvis ni måneder og syv måneders fængsel.
Manden blev dømt for alle 22 forhold, mens kvinden blev dømt for 17 forhold.
De blev begge udvist med indrejseforbud i seks år.
En tredje person - en rumænsk kvinde - blev anholdt i sagen og varetægtsfængslet den 24. august. Hun er fortsat varetægtsfængslet.