Sådan snyder du trick-tyvene

Tyvene benytter sig i høj grad af tre specifikke tricks

Politiet i hovedstadsområdet gør borgere opmærksomme på tre tricks, som mange tyve benytter sig af.
Politiet i hovedstadsområdet gør borgere opmærksomme på tre tricks, som mange tyve benytter sig af.
Udgivet Opdateret

Sommermånederne har medført mange dejlige stunder.

Desværre har der på det seneste også foregået en del tricktyverier - i hvert fald i hovedstadsområdet, hvor politiet har haft en målrettet indsats ind mod tyvene. 

Senest anholdt betjente en 19-årig mand, der er sigtet for to tyverier.

- Vi ser i øjeblikket flere sager, hvor borgere bliver snydt og får stjålet værdier af tricktyve, siger leder af tyverisektionen i Københavns Politi, Nicklas Stage Poulsen.

Flere arbejder sammen

Den 19-årige var alene afsted og nappede to mobiltelefoner.

Men politiet skriver, at tricktyvene nogle gange er flere om at samarbejde - både mænd og kvinder.

Og problemet med tyvene er nu blevet så stort i København og omegn, at politiet hjælper borgerne med, hvordan de beskytter sig selv bedst mod tyverierne.

Herunder følger tricksene, du skal være opmærksom på:

Tricktyvenes tre tricks

Politiet beskriver tre normale fremgangsmåder for tyvene.

Fremgangsmåder, du skal være særligt opmærksom på:

Det første hedder 'papirtricket'.

Her henvender tyven sig til dig, lægger et stykke papir - for eksempel et bykort - over din værdifulde genstand og stjæler den, mens din opmærksomhed er afledt.

Det næste er 'dansetyven', som går efter personer med synlige værdigenstande.

Tyven fralister sig denne genstand, mens personen afleder din opmærksomhed i en dans, der nogle gange starter ud med en high five eller en anmodning om et billede.

Andre gange har 'dansetyve' også udgivet sig for at være flaskesamlere.

Til sidst er der den 'klassiske lommetyv'.

De stjæler slet og ret fra dig, når du er uopmærksom.

Det sker ofte ved travle steder i byen.

Derfor opfordrer politiet dig til at lukke dine lommer, bruge inderlommen eller en taske med lynlås.

Kilde: Politiet
Powered by Labrador CMS