Solgte narko til 13-årige

Tre personer anholdt og fængslet for at sælge narko til børn og unge helt ned i 13-års alderen i Svendborg

Udgivet Opdateret

Fyns Politi anholdte onsdag tre mænd for salg af narko til blandt andet børn og unge i Svendborg. Det er den anden aktion i det lokale narkomiljø inden for kort tid.

To af mændene, der blev anholdt, har fået en straksdom og den sidste blev varetægtsfængslet i fire uger, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Mellem 13 og 18 år 

Der er tale om tre mænd fra Svendborg Kommune:

A: En 19-årig mand blev varetægtsfængslet i 4 uger. Han er sigtet for videresalg af ikke mindre end 10,2 kilo hash og ikke mindre end 1,4 kilo kokain.

B: En 32-årig mand fik en straksdom på to et halvt års ubetinget fængsel for videresalg af 500 gram kokain og fem kilo hash, og forsøgt videreformidling af 100 gram amfetamin. Manden blev varetægtsfængslet efter dommen.

C: En 19-årig mand fik en straksdom på et års ubetinget fængsel for videresalg af 200 gram kokain og 2 kilo hash. Han blev varetægtsfængslet efter dommen.

Mange af de personer, der er blevet solgt til, er børn og unge mellem 13-18 år.

Har arbejdet aktivt 

Politikommissær Rasmus Tyllesen fra Fyns Politi siger: 

"Det er ingen hemmelighed, at vi tager salg af narko til særligt børn og unge meget alvorligt, og at det er noget, vi har arbejdet meget aktivt på at sætte en stopper for. 

Derfor er jeg også tilfreds med, at de her tre personer er anholdt, og at de dermed er kommet væk fra gaden.

De to straksdomme, der er blevet givet i dag, sender også et stærkt signal om, at det har alvorlige konsekvenser at sælge stoffer. Det synes jeg, er et vigtigt budskab at få ud."

Anholdelserne kommer, efter at politiet har efterforsket mod de tre personer over en periode.

Grundlovsforhøret foregik i Retten i Svendborg og blev holdt for lukkede døre.

To af mændene, der blev anholdt, har fået en straksdom.
To af mændene, der blev anholdt, har fået en straksdom.
Powered by Labrador CMS