Teenager i undertøj bider betjent i benet

Teenageren var kraftigt påvirket og ikke til at komme i kontakt med

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland

En 19-årig mand er endt med flere sigtelser, efter en voldsom episode sent onsdag eftermiddag.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Onsdag klokken 17.40 blev en patrulje sendt til Tulipanhaven i Tilst, hvor der var anmeldt en voldshændelse.

FAKTA: Østjyllands Politi

Politistationen i Ridderstræde i det centrale Aarhus er hovedstation for Østjyllands Politi, som er en af de 12 politikredse, der blev dannet med den politi- og domstolsreform, der trådte i kraft d. 1. januar 2007. Begrundelsen for at reducere 54 politikredse til 12 var at skabe mere effektive enheder.

Østjyllands Politi havde i 2018 ca. 1.100 ansatte og dækkede et område med over 580.000 indbyggere. Kredsen rummer ud over Aarhus seks andre kommuner: Norddjurs, Syddjurs, Randers, Favrskov, Odder og Samsø. Efter politireformen er der i Aarhus Kommune blevet lukket tre lokale politistationer i hhv. Brabrand, Hasle og Viby.

Politikredsen omfatter to retskredse: Retten i Randers og Retten i Aarhus. Sidstnævnte omfatter ud over Aarhus også Odder og Samsø Kommuner.

Kilde: TrapDanmark/lex.dk.

I undertøj

Da betjentene kom frem til stedet, blev en 19-årig mand kun iført undertøj identificeret som mulig gerningsmand, da han passede på beskrivelsen i anmeldelsen.

Flere vidner havde set ham slå en 25-årig mand i ansigtet med sin knytnæve.

Ifølge Østjyllands Politi virkede den 19-årige kraftigt påvirket og var ikke til at komme i kontakt med.

Strittede imod

Betjentene skred til anholdelse af den unge mand, der dog ifølge betjentene på stedet strittede kraftigt imod og kæmpede imod.

Den 19-årige havde sågar forsøgt at slippe ud af anholdelsen ved at bide en af betjentene i benet.

Til sidst blev han dog overmandet, lagt i håndjern og anholdt.

Vold mod tjenestemand

Den 19-årige mand i underbukser er nu sigtet for vold mod polititjenestemand, vold mod den 25-årige mand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Østjyllands Politi meddeler, at ingen kom alvorligt til skade i forbindelse med hændelsen.

Powered by Labrador CMS