Tiltalt for drab på sin mor

Anklagemyndigheden går efter at få manden dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid

Udgivet Opdateret

Tidligt om morgenen 30. juli sidste år fik alarmcentralen et opkald om, at en 75-årig kvinde havde slået hovedet ved et muligt fald på en adresse i Brønderslev.

Der var dog ikke tale om en ulykke, mener anklagemyndigheden, der nu har tiltalt kvindens 55-årige søn for drab.

Det var i sønnens hjem i Brønderslev, at moren fik skaderne, som kostede hende livet samme morgen.

Af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at sønnen om natten udsatte moren for talrige slag, spark, stød mod knæ samt tramp eller lignende mod hendes hoved og krop.

Han kvalte hende også ved at presse hende mod halsen.

Ringede til pårørende

Ekstra Bladet skrev efter dødsfaldet, at sønnen ringede til en pårørende for at fortælle, at moren var faldet.

Derefter ringede den pårørende 112.

Den 55-årige mand blev samme dag anholdt og fremstillet i retten, hvor han nægtede sig skyldig.

Dommeren varetægtsfængslede ham på en psykiatrisk afdeling.

Vil have ham anbragt

Ifølge anklagemyndigheden er manden ikke egnet til en almindelig fængselsstraf.

Den vil i stedet have ham anbragt på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Desuden vil anklagemyndigheden fratage manden retten til at arve moren.

Retssagen skal for Retten i Hjørring, men den er endnu ikke blevet berammet.

Powered by Labrador CMS