Ung mand fundet dræbt af skud i bil

Der er ikke noget, som tyder på, at et drab på en 25-årig mand på Frederiksberg er banderelateret

Udgivet Opdateret

En 25-årig mand er søndag middag fundet dræbt af skud i en bil på Frederiksberg.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Der er ingen melding om anholdte i sagen.

Derfor søger politiet vidner, som kan hjælpe med at føre det på sporet af eventuelle gerningsmænd.

Fundet livløs i bil

Manden blev fundet livløs i en bil ved Johannes V. Jensens Allé, efter at politiet modtog en anmeldelse om en livløs mand klokken 12.28 søndag.

- Vi søger vidner, som kan have set noget i området fra i går aftes til nu. Særligt mellem 20 og 22 lørdag aften, hvor en person har hørt noget, der kunne være skud, siger efterforskningsleder Robert Jensen i meddelelsen.

- Vi arbejder fortsat på stedet og vil nok være der resten af eftermiddagen og aftenen for at sikre spor. Men vi har brug for befolkningens hjælp.

Ikke banderelateret

Intet tyder lige nu på, at drabet er banderelateret.

Men det er endnu for tidligt at sige noget nærmere om motiv, skriver Københavns Politi.

Betjente vil være til stede i området i forsøget på at skabe tryghed blandt borgerne resten af dagen.

Mandag vil der være en mobil politistation til stede, hvor man kan komme forbi, hvis man har set noget, eller hvis man blot har behov for at tale med politiet, lyder opfordringen.

Københavns Politi søger vidner, efter at en 25-årig mand søndag er fundet dræbt af skud på Frederiksberg.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Powered by Labrador CMS