18-årig kvinde fundet død

Erklæret død under mistænkelige omstændigheder

Politibiler, politibetjente, ambulance, Gudrunsvej i Brabrand ved Aarhus
Den 18-årige kvinde blev fundet død i en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand ved Aarhus.
Udgivet Opdateret

Det er en 18-årig kvinde, som søndag blev fundet livløs i en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand ved Aarhus.

Den unge kvinde er blevet erklæret død under mistænkelige omstændigheder.

En mand er blevet anholdt i sagen.

Det oplyser Østjyllands Politi natten til mandag i en pressemeddelelse.

Efterforskning

Politiet har iværksat en efterforskning af sagen og har været til stede i området omkring Gudrunsvej i Brabrand i løbet af aftenen og vil fortsat være til stede natten til mandag, skriver politikredsen i pressemeddelelsen.

- Der er tale om en meget alvorlig hændelse, hvor en 18-årig kvinde har mistet livet under mistænkelige omstændigheder.

- Vi har iværksat en intensiv efterforskning, og vi er tilfredse med, at det har været muligt at foretage denne anholdelse i sagen. Efterforskningen vil forsætte, indtil vi har klarlagt de nærmere omstændighederne i sagen, siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen i pressemeddelelsen.

Få detaljer i sagen

Det står umiddelbart ikke klart, om den afdøde og den anholdte kendte hinanden.

Politiet oplyser ikke mandens alder.

Østjyllands Politi

Politistationen i Ridderstræde i det centrale Aarhus er hovedstation for Østjyllands Politi, som er en af de 12 politikredse, der blev dannet med den politi- og domstolsreform, der trådte i kraft d. 1. januar 2007. Begrundelsen for at reducere 54 politikredse til 12 var at skabe mere effektive enheder.

Østjyllands Politi havde i 2018 ca. 1.100 ansatte og dækkede et område med over 580.000 indbyggere. Kredsen rummer ud over Aarhus seks andre kommuner: Norddjurs, Syddjurs, Randers, Favrskov, Odder og Samsø. Efter politireformen er der i Aarhus Kommune blevet lukket tre lokale politistationer i hhv. Brabrand, Hasle og Viby.

Politikredsen omfatter to retskredse: Retten i Randers og Retten i Aarhus. Sidstnævnte omfatter ud over Aarhus også Odder og Samsø Kommuner.

Kilde: TrapDanmark/lex.dk.

'Mistænkeligt dødsfald' sker jævnligt

Det forekommer jævnligt, at politiet undersøger såkaldt mistænkelige dødsfald.

Det sker, når det ikke umiddelbart står klart, om dødsfaldet har en naturlig årsag, om det skyldes en ulykke, et selvmord eller måske et drab.

Hvis det skulle vise sig, at der er tale om en forbrydelse, er det vigtigt, at politiet på et tidligt tidspunkt tager de rette forholdsregler for at sikre eventuelle beviser.

Det kan for eksempel være at foretage afspærring og afsøge for biologiske spor. Det kan også være at sikre sig identiteten på eventuelt tilstedeværende personer, som senere kan vise sig at være relevante vidner.

Den afdøde kvindes pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet.

Powered by Labrador CMS