Advarer på Aula: Piger forsøgt lokket ind i bil ved skole

Politiet satte massivt ind i jagten på mand i sølvfarvet bil

Udgivet Opdateret

Citathistorie af sn.dk.

Ifølge beskeder på Aula har to piger været udsat for ubehagelige oplevelser tirsdag og onsdag, mens de spadserede få hundrede meter fra Valdemarskolen i Skolegade til SFO’en Opalen på Anlægsvej i Ringsted.


Politikommissær Jonas Svitzer fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Sjællandske Nyheder, at politiet torsdag har haft gang i en større operation i området omkring Ringsted Lystanlæg i håbet om at få fat i en mand, der angiveligt har forsøgt at lokke to forskellige piger ind i sin bil.

Lokker med penge


- Vi har fået to anmeldelser vedrørende en mand i en sølvgrå bil, der omkring klokken 14 begge dage (tirsdag og onsdag, red.) har forsøgt at komme i kontakt med to 10-årige piger, mens de er gået fra skolen i retning mod SFO’en.

- Han taler engelsk og har forsøgt at lokke dem ind i bilen ved at tilbyde dem 100 dollars, siger Jonas Svitzer til Sjællandske Nyheder.

Massivt til stede

Politikommissæren fortæller, at politiet torsdag har været massivt til stede ved Anlægget fra klokken 11.45 til 15.15 med et større antal betjente for at være klar til at tage manden på fersk gerning, hvis han skulle være på spil igen.


- Vi satte massivt ind i dag i hele området, der blev dækket ind af civile betjente i biler og til fods. Her blev der observeret efter køretøjer.

-  Alle vi har standset har vist sig at have et legalt formål, siger Jonas Svitzer.

Ældre mand

Politiet kan ikke sige noget om et muligt motiv, ligesom det heller ikke står videre klart, hvilken type mand, der er tale om ud over, at det er en ældre mand, der taler engelsk.

- Det ved vi simpelthen ikke, men politiet tager det meget alvorligt, understreger Jonas Svitzer.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi


Politikommissæren oplyser, at begge episoder med en dags mellemrum har fundet sted på en lille stikvej, der løber mellem Dagmarsgade og Anlægget.

Powered by Labrador CMS