Vejret skaber trafik-kaos fredag morgen

To steder har lastbiler fredag morgen skabt kø på motorvejen ved Horsens og Vejle. Kør forsigtigt, lyder det

Udgivet Opdateret

Nattens snefald skaber fredag morgen problemer på især motorvejen E45 i Sydøstjylland.

To lastbiler holder på tværs af kørebanen, en ved Horsens og en vej Vejle.

- Vær forberedt på kø, skriver P4 Trafik på X, tidligere kendt som Twitter.

- Der må forventes langsom fremkommelighed i morgentrafikken denne fredag morgen på grund af aftenens og nattens snefald. I Midt- og Østjylland falder der stadig sne, lyder det via det sociale medie fra trafiktjenesten.

Glatte veje

I Vejle er uheldsstedet endnu ikke sikret. Sporret er spærret i sydgående retning. På Vejdirektoratets hjemmeside lyder det, at passerende trafikanter bør være forsigtige.

Vejhjælp er derimod på stedet ved uheldet i Horsens. Her er et spor spærret i sydgående retning, mens oprydningen efter uheldet forventes overstået inden klokken 8, skriver Vejdirektoratet.

Også længere mod nord kan vejene være glatte.

Kør forsigtigt

- Der er sneglatte veje i hele vores politikreds. Kør forsigtigt og hold god afstand, lyder det fra vagthavende ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Samme melding kommer fra Nordjyllands Politi.

- Der er steder, hvor der kan være glat eller pletvist glat, så jeg vil helt klart stadig anbefale at køre efter forholdene, siger Jesper Sørensen, der er vagthavende ved Nordjyllands Politi.

Powered by Labrador CMS