Badehotellet-stjerne i trekantsdrama

Badehotellet-stjernen Amalie Dollerup viser helt nye sider i Discoverys kommende thrillerserie "Dopamin", som også har den norske superstjerne Josefine Frida på rollelisten

Amalie Dollerup i trekantdrama over for Skam-stjerne
Amalie Dollerup i trekantdrama over for Skam-stjerne
Udgivet Opdateret

Begær møder mord og manipulation i Discovery Danmarks nye fiktionsserie, "Dopamin", der er løst inspireret af krimisager fra virkelighedens verden.

Serien udspiller sig på det fiktive sygehus Limfjordens Universitetshospital, der pludselig rammes af en række uventede dødsfald.

I seriens centrale roller ses Badehotellet-stjernen Amalie Dollerup, der kommer til at vise helt nye sider af sig selv i rollen som sygeplejersken Maiken, der kæmper med både karrieren og kærligheden.

Det annoncerer Discovery Danmark i en pressemeddelelse.

I serien flankeres Amalie Dollerup af Jonathan Harboe, som spiller læge og kærester med Maiken.

Spiller overfor norsk superstjerne

Parrets verden bliver dog vendt på hovedet, da den norske sygeplejerske Ida begynder på afdelingen.

Hun spilles af den norske superstjerne Josefine Frida, som fik sit helt store gennembrud i kultserien "Skam", hvor hun spillede den populære gymnasiepige Noora.

Amalie Dollerup og Josefine Frida spiller to sygeplejersker, som bliver bedste veninder, men inden længe tager livet en uventet drejning. (Stillfoto).
Amalie Dollerup og Josefine Frida spiller to sygeplejersker, som bliver bedste veninder, men inden længe tager livet en uventet drejning. (Stillfoto).

Også Ellen Hillingsø er på rollelisten i serien, der beskrives som et psykologisk trekantdrama, der pludselig tager en dyster drejning med livet som indsats.

- Det er med stolthed, at vi kan præsentere en række af så talentfulde skuespillere, der bringer internationalt islæt til en dansk tv-serie, siger Discovery Danmarks programdirektør, Pil Gundelach Brandstrup, i pressemeddelelsen.

"Dopamin" får premiere på Kanal 5 og streamingtjenesten discovery+ i foråret 2022.

Powered by Labrador CMS