To ud af tre bryder loven på cykelstierne

Cyklister bliver langt fra opfattet som de mest lovlydige trafikanter. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Kun én ud af ti danskere mener, at cyklister generelt er gode til at overholde færdselsloven. Det er også kun hver tredje cyklist, der aldrig kører over for rødt, i mod færdselsretningen eller på fortovet. Det viser en ny undersøgelse.

Cyklister bliver langt fra opfattet som de mest lovlydige trafikanter. Kun hver tiende dansker mener, at cyklister generelt er gode til at overholde færdselsreglerne. Men cyklisternes dårlige ry ser desværre ud til at stemme overens med virkeligheden på cykelstien.

Det er nemlig kun hver tredje cyklist, der aldrig kunne finde på at køre på fortovet, i et fodgængerfelt, mod færdselsretningen eller køre over for gult og endda rødt. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet på vegne af Gjensidige Forsikring.

– Det kan virke lettere at bøje færdselsreglerne på cykel end i bil, men det gør det ikke mindre ulovligt eller farligt. Det kan måske opfattes som en mindre overtrædelse at køre et par meter på fortovet, men det er stadigvæk ulovligt og potentielt til gene og måske endda fare for andre, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Giver ikke signal, når de bremser

Blandt de uheld, der sker mellem to cyklister, er såkaldte indhentningsuheld ifølge Danmarks Statistik de langt hyppigste. Et indhentningsuheld er når en trafikant bliver ramt af en bagfrakommende. Den type uheld er der langt højere risiko for, hvis en cyklist eksempelvis standser uden at have givet tegn til det.

Men det er kun hver fjerde cyklist, der angiver altid at række hånden op, når de bremser. Hver femte cyklist indrømmer aldrig at gøre det.

– Tænk, hvor galt det kunne gå, hvis kun hver fjerde bil havde et fungerende bremselys. Jeg kan godt forstå, at det kan være let at glemme at give signal på cyklen, men det kan spare mange mennesker og cykler for skrammer på de danske cykelstier, siger Kim Rud-Petersen

Værst og bedst i Hovedstaden

København er kendt for sine mange cyklister, men det er samtidig også der lovovertrædelserne er flest. Her er det kun hver fjerde, der ikke kunne finde på at trodse lyskryds eller kørselsretning, hvor det i Nordjylland og det øvrige Sjælland er op mod hver anden.

Hovedstadens cyklister er dog langt bedre end de jyske til at give tegn, når de enten bremser eller drejer.

– Det bekymrer mig selvfølgelig, at så mange i hovedstadsområdet decideret bryder loven ved at køre over for rødt eller lignende. Til gengæld glæder det mig meget, at det netop er i de tæt trafikerede steder, cyklister er bedst til at signalere deres handlinger. At give signal til at bremse eller dreje er ikke kun lovpligtigt, men også en god måde at vise hensyn til sine medtrafikanter, slutter Kim Rud-Petersen.

Powered by Labrador CMS