1000 liter ætsende væske kom på afveje

Befinder man sig i området, skal man holde en vis sikkerhedsafstand.

Udgivet Opdateret

Et udslip af en ætsende væske, ved navn natriumhydroxid, har sendt Hovedstadens Beredskab på arbejde tirsdag aften på Helseholmen ved Hvidovre.  

– Der er en sikkerhedsafstand på 50 meter til det. Bare man holder snuden væk, fra hvor vi arbejder, er der ingen problemer, fortæller vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Kristian Næsted, til Newsbreak.dk.

Beredskabets kemienhed er ved at håndtere de indledende manøvrer i arbejdet på at få suget væsken op igen. Ulykken blev anmeldt 19.15, og ved 20.00-tiden ventede man først og fremmest på en civil underleverandør.

– De skal komme med en slamsuger. Vi håndterer den akutte fase, forklarer Kristian Næsted.

Basisk væske

Væsken, der er ætsende, er basisk, og sikkerhedsafstanden er derfor en, man skal tage alvorligt.

Ingen mennesker har været i kontakt med den, og Kristian Næsted fortæller, at udslippet er sket et sted, hvor der ikke render civile rundt til højre og venstre.

– Det er et sted, hvor det er godt, at sådan noget sker, hvis det skal ske, lyder det fra Kristian Næsted.

Powered by Labrador CMS