12 års fængsel for drab på “drenge-Betina”
Den 29-årige mand, der sidste år dræbte en 39-årig kvinde kendt som “drenge-Betina” med hele 29 knivstik, skal 12 år i fængsel.
Manden var åbenlyst lettet over dommen, der var mildere end den straf, anklageren havde bedt om. Her ønskede man, at den 29-årige skulle dømmes til forvaring på ubestemt tid. Det skriver Ekstra Bladet, der har været til stede under retssagen.
Dommen kommer, efter retten tidligere på dagen har slået fast, at den dømte ikke handlede i selvforsvar, som han ellers havde påstået, da han stak Betina Emilie Jensen ihjel med 29 knivstik på Hjulmagerstien på Amager den 26. november sidste år.
Kompleks sag
Der gik længere tids uoverensstemmelse forud for det fatale møde mellem de to. Det hele startede halvandet år før knivstikkeriet. Den nu drabsdømte havde kaldt Betina Jensen for en stikker, da hun havde udtalt sig mod en mand, der dengang blev dømt for drabsforsøg mod hende.
– Når man færdes i vores miljø, taler man ikke med politiet, man udtaler sig ikke i retten, og man stikker ikke sine venner. Det førte Betina sig også frem på, men da retssagen mod KA kørte, udtalte hun sig for fuld knald. Hun brød de kriminelles kodeks, forklarede den 29-årige i retten i sidste uge.