15-årig dreng ville dræbe paven

Pave Frans besøger senere i september USA. Her er en 15-årig dreng nu anholdt for at planlægge et attentat mod ham. Foto: Vincenzo Pinto/Scanpix
Udgivet Opdateret

En 15-årig dreng fra USA er anholdt for at planlægge et attentat mod Pave Frans.

De amerikanske myndigheder har anholdt en 15-årig dreng, som mistænkes for at have planlagt et terrorangreb mod pave Frans under hans besøg i USA i næste uge, rapporterer tv-stationen ABC.

Ifølge ABC foretog politiet allerede i august en anholdelse af den 15-årige i nærheden af Philadelphia, hvor en massegudstjeneste under pavens ledelse skal finde sted.

Politiet mener, at drengen er blevet inspireret til terroranslaget af Islamisk Stat.

Myndighederne oplyste i første omgang, at den 15-årige havde planlagt et angreb mod en “fremtrædende udlænding”. Senere blev det meddelt, at det drejede sig om pave Frans.

Pavens besøg i New York vil foranledige det største sikkerhedsopbud i storbyens historie, forudsiger New Yorks politichef, Bill Bratton.

New Yorks bogmester, Bill de Blasio, har samme opfattelse.

– Der har ikke fundet noget lignende sted før, siger borgmesteren.

Pave Frans skal være i USA fra 22. til 27. september på sit første besøg i landet. Besøget kulminerer med en gigantisk friluftsgudstjeneste i Philadelphia efter pavens stop i Washington og New York.

Inspireret af Islamisk Stat

Det amerikanske department for sikkerhed og FBI sagde i august, at den 15-årige var inspireret af Islamisk Stat og havde planer om et angreb, der omfattede flere personer, skydevåben og adskillige forskellige sprængstoffer.

På det tidspunkt oplyste myndighederne ikke, at det drejede sig om et angreb mod paven.

I Philadelphia ventes to millioner mennesker at deltage i gudstjenesten, som finder sted ved Philadelphias Kunstmuseum.

Michael McCaul, der leder udvalget for intern sikkerhed i Repræsentanternes Hus, sagde søndag, at myndighederne havde forpurret et planlagt angreb mod paven, men han oplyste ikke yderligere detaljer.

ABC henviser til kilder, som antyder, at den 15-årige ikke udgjorde nogen overhængende trussel, og at der hersker usikkerhed om hans mentale sundhed. Men han er sigtet for at forsøge at hjælpe en udenlandsk terrororganisation, nemlig Islamisk Stat.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS