3 tager til genmæle: Vi overholder dansk lovgivning

Nu svarer telefonselskabet 3 tilbage på beskyldninger om skattesnyd. Foto: 3/Presse
Udgivet Opdateret

Der er ikke noget at komme efter – teleselskabet 3 overholder dansk skattelovgivning.

Det slår selskabet selv fast i en pressemeddelelse udsendt efter Politikens afsløring af, at selskabet aldrig har betalt skat i Danmark, men har haft en hemmelig skatteaftale i Luxembourg, som sikrer, at der kun skal betales en minimal skat af renteindtægter.

»De sidste fem år har teleselskabet 3 genereret et regnskabsmæssigt overskud på omkring 1,5 milliarder kroner og har endnu ikke haft betalbar selskabsskat. Det skyldes, at selskabet på trods af regnskabsmæssigt overskud endnu ikke har haft en positiv skattepligtig indkomst i henhold til gældende lovgivning på området,« skriver 3 i en pressemeddelelse.

Det skyldes ifølge 3 selv, at selskabets »massive investeringer« har drevet underskud i selskabets første leveår. Underskuddet har 3 modregnet i indtægterne de senere år, hvor der har været et overskud på driften. Dermed er den skattepligtige indkomst blevet reduceret betydeligt.

»Således har selskabet på trods af stigende regnskabsmæssig indtjening endnu ikke genereret et skattemæssigt overskud og har derfor heller ikke skulle afregne selskabsskat til staten,« skriver 3 i pressemeddelelsen.

Samtidig påpeger 3, at man de seneste ti år har investeret mere end fem milliarder kroner i et landsdækkende mobil-netværk.

Powered by Labrador CMS