55.000 hoppet på falsk Facebook-konkurrence

Facebook flyder over med falske konkurrencer

Tusindvis af danskere er hoppet på falske konkurrencer, der lige nu florerer på Facebook. Modelfoto: Thomas White/Rick Wilking/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Flere tusinde danskere er – endnu engang – faldet i fælden i falske Facebook-konkurrencer.

Denne gang om at ‘vinde’ små huse og en autocamper.

“Fællesskabet” Tiny Homes Danmark “… giver dette imponerende lille hus væk til en heldig familie”, står der på Facebook.

Det eneste krav for at komme i betragtning er, at ‘Dele, kommentere og synes godt om siden’. Alt under overskriften ‘At deltage’.

Det opslag har i skrivende stund fået 24.000 delinger og 19.000 kommentarer.

– Vi er opmærksomme på det. Det er meget frustrerende. Vi forsøger at få det fjernet, skriver

Der skal dog kun et hurtig billedsøgning på Google til at fastslå, at billederne på denne Facebook-side er planket fra Summit Tiny Homes.

– Vi er opmærksomme på det. Det er meget frustrerende. Vi forsøger at få det fjernet, skriver Summit Tiny Homes i en besked til Newsbreak.dk.

Flere huse

Facebook-siden “Tiny Houses Denmark” minder umiskendeligt meget om førstnævnte.

Indfaldsvinklen til konkurrence er her den samme. Men netop inden deadline er det opslag dog fjernet.

21.000 havde forinden delt dette opslag, mens 18.000 havde kommenteret.

En Google-søgning viste, at firmaet Build Tiny står bag dette hus.

Også her er frustrationen ikke til at tage fejl af.

– Det er desværre et falsk opslag, skriver Build Tiny til Newsbreak.dk.

Det lykkedes siden Undgå Virus Og Spam at tage et screenshot, før konkurrencen blev fjernet fra nettet.

Det er dog ikke kun små huse, der står for skud i de falske konkurrencer.

Tre falske autocampere

Hos “Caravio” er der intet mindre en tre autocampere på højkant.

Den konkurrence har fået 13.000 delinger og 10.000 kommentarer.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Fiat, hvis mærke bliver brugt i konkurrencen.

Del og like = penge

Netop det med at dele en Facebook-konkurrence er en essentiel del for bagmændene, der lever af at oprette disse falske profiler og sider, mens de trækker på kendte firmaer som H&M, Bilka og Elgiganten. Det fortæller sikkerhedsekspert Peter Kruse fra det anerkendte firma CSIS.

– Helt firkantet foregår hele nummeret ved, at disse konkurrencer lokker folk til at trykke “synes godt om” på de her sider, og pludselig begynder siden at sende mere målrettede reklamer af sted. Det er, når brugerne så også begynder at trykke på reklamerne, at pengene begynder at rulle, siger han, der har oplevet utallige af disse svindelnumre, der bedst beskrives som moderne “spam” – altså reklamer, har Peter Kruse tidligere fortalt til Newsbreak.dk.

– Ad netop den vej risikerer brugerne at havne i reklame-fælder, hvor man måske opgiver en masse personlige oplysninger til firmaer, der kan bruge disse oplysninger. Ved at acceptere brugerbetingelser, kan du faktisk give de her firmaer ret til at tæppebombe dig med uønskede reklamer her fra og til evigheden, sagde han.

Sælger oplysningerne

Men hvad får man ud af at lave de falske konkurrencer? Det har Forbrugerombudsmanden et svar på. Og det er nok ikke et, der er fornøjelig læsning:

– Bagmændene kan senere sælge siderne videre og tjene penge på dem, fordi de har fået mange ”likes”, har Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Gemmer sig bag “forbruger-analyser”

Hun forklarer, at den slags konkurrencer tit gemmer sig bag “forbrugeranalyser” eller falske sider. Derfor kan være svært at gennemskue, hvilke sider man kan stole på. Det forklarer Michael Lemberg, der er ekspert i sociale medier og udviklingsdirektør i softwarevirksomheden Falcon Social.

– Det er bestemt ikke alle konkurrencer, der har den afsender, man tror de har. Det er ret udbredt på Facebook, men også på Instagram og Twitter, at det, man tror, er kendte brands og virksomheder udlodder vanvittige gode præmier til dem, der liker, deler eller skriver sig op på en hjemmeside, har Michael Lemberg, der er ekspert i sociale medier og udviklingsdirektør i softwarevirksomheden Falcon Social, tidligere udtalt til Ritzau Fokus.

Newsbreak.dk har forsøgt at få kontakt med sidernes bagmand/bagmænd, men har endnu ikke fået svar på vores henvendelser.

Ikke første gang

Det er langt fra første gang, hvor små huse og autocamper bliver brugt i falske konkurrencer.

I oktober 2017 hed konkurrencen ‘Tiny House’.

I november 2018 ‘Mit Tiny Home’.

I november 2019 var det en side, der hed ‘Campervan Danmark’.

Sådan undgår du falske tilbud og konkurrencer

Der er forskellige tips til at finde ud af, om et tilbud eller en konkurrence på sociale medier er ægte eller falsk:
* Kig under punktet ”om” på profilen. Hvis den er tom, så kan det være tegn på, at profilen er falsk
* Tjek om der er negative kommentarer på ”væggen” eller under opslaget
* Er der gamle opslag på profilens ”væg”, eller er der kun daggamle opslag, kan ejeren have slettet negative kommentarer fra folk, som undrer sig over en manglende vindere eller advarer mod tilbuddet
* Hvis du ser et blåt flueben på en Facebookside eller en Instagramprofil, betyder det, at det er bekræftet, at der er tale om en autentisk side eller profil for den pågældende offentlige person, medievirksomhed eller varemærke.

Hvis du ser et gråt flueben på en side eller en profil, betyder det, at Facebook har bekræftet, at der er tale om en autentisk side fra den pågældende virksomhed eller organisation.

Kontakt firmaet med det samme. Meddel at:
* du ikke mener, I har indgået en aftale
* aftalen er ugyldig
* at du gerne vil have dine penge tilbagebetalt

Hvis du har fået trukket et beløb ud over det beløb, du har accepteret at betale, skal banken i visse tilfælde tilbageføre dine penge.

Kilde: Forbrugerombudsmanden.

Powered by Labrador CMS