Afslører: Sådan bliver finalen

Fredag aften kulminerer årets "X Factor", når vinderen skal findes. Inden skal finalisterne synge duetter med sangerne Søren Huss, Guldimund og Benjamin Hav

Udgivet Opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Finalisterne Helene Frank, Cristian Oprea og Selmani skal optræde i Arena Randers for at vinde 'X Factor'.

Søren Huss og Guldimund er blandt de kendte musikere, der skal synge duetter med finalisterne.

Popstjernerne Christopher og Astrid S vil også optræde i årets finale, hvor vinderen kåres fredag den 5. april.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fredag aften skal vinderen af det populære underholdningsprogram "X Factor" kåres.

Men inden en af de tre finalister, Helene Frank, Cristian Oprea og brødreduoen Selmani, kan sikre sig sejren, skal de først give et brag af optrædener i Arena Randers.

Lige som tidligere X Factor-finaler skal finalisterne dele scenen med en række kendte musikere.

Hvem publikum kan se i duetterne, løfter TV 2 nu sløret for i en pressemeddelelse.

Kvamm i finalen

Simon Kvamm har igen i år to deltagere med i finalen: solisten Helene Frank og gruppen Selmani.

Helene Frank skal synge "Noget for nogen" af Pauline.

Efterfølgende skal hun i en duet med sangeren Søren Huss synge numrene "Langt ude, langt oppe, langt nede og langt, langt væk" og "Du er".

Sjovt at bidrage

- Jeg har ikke stået i en finale til en musikkonkurrence siden DM i rock 1997, så det bliver sjovt at bidrage til, at Helene kan løfte trofæet sidst på aftenen, udtaler Søren Huss i pressemeddelelsen.

Gruppen Selmani, bestående af brødrene Arbnor og Rinor, skal synge "Terrier" af Ida Laurberg efterfulgt af en duet med Benjamin Hav, hvor de skal optræde med sangene "Spice Up Your Life" og "Første dag", der har Ella Augusta med på vokal.

Både dansk og engelsk

Den erfarne X Factor-dommer Thomas Blachmans solist, Cristian Oprea, lægger ud med "(I Can't Get No) Satisfaction" af The Rolling Stones.

I duetten skal Cristian Oprea synge med sangeren Guldimund, hvor de skal synge "Det' kun vigtigt, hvad det er" og "Storebæltsbroen".

Kunne ikke stå for det

- For et par uger siden kom det mig for øre, at en kun 16 år gammel sønderborgenser havde fremført et stærkt og rørende cover af min sang "Halskæde" i "X Factor".

- Så da han efterfølgende spurgte mig, om jeg ville synge duet med ham i finalen, kunne jeg ikke stå for det, udtaler Guldimund i pressemeddelelsen.

Christopher og Astrid S

Derudover får "X Factor" også besøg af popstjernen Christopher og den svenske sanger Astrid S, der blandt andet er kendt for hitsene "Hurts So Good" og "Think Before I Talk".

Oh Land er i år uden en finalist, da hendes sidste deltager, Elva, røg ud i semifinalen og dermed fik en fjerdeplads.

Årets X Factor-finale kan følges på TV 2 fredag 5. april klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS