Arla beslaglægger ansattes pas

Foto: Elo CHristoffersen (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Det svenske STVs populære TV-program Uppdrag Granskning kan nu afsløre, at Arla i mindst ti år har beslaglagt ansatte gæstearbejderes pas.

Arla har omkring 900 ansatte i Saudi Arabien, og 600 af dem er gæstearbejdere fra fortrinsvis Asien. Gæstearbejdere i Saudi Arabien lever ofte fattigt og under trange kår.

Ifølge TV-kanalen forbyder FNs migrantarbejderkonvention, at virksomheder beslaglægger medarbejdernes pas, og Arla selv har en klar holdning til emnet. I deres etiske kodeks skriver Arla selv, at man skal følge menneskerettighederne. Herudover står der, at ingen ansatte skal være tvunget til at give sine identitetsoplysninger fra sig.

På trods af dette og en juridisk afgørelse i Saudi Arabien, der også konkluderer, at det er forbudt at inddrage passene, er Arla fortsat med at beslaglægge dem.

»Jeg synes, at det er mærkeligt, at Arla gør det her, samtidig med at man i sit eget kodeks skriver, at det er forbudt, det her må man tage alvorligt,« siger Viveka Risberg fra den svenske menneskerettighedsorganisation Swedwatch til Uppdrag Granskning.

I et tidligere interview med TV-kanalen har Arlas netop genvalgte bestyrelsesformand Åke Hantoft sagt, at han intet kender til fratagelsen af medarbejdernes pas, men nu bekræfter kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen, at TV-programmets påstand holder vand.

»Ja, vi har fulgt praksis og taget passene hos vores gæstearbejdere. Hvis de har skullet rejse eller lignende, har de selvfølgelig fået dem tilbage omgående,« siger hun til Uppdrag Granskning.

Hun medgiver, at hun forstår kritikken, men understreger, at praksis er blevet fulgt, og at en række andre virksomheder følger samme praksis.

Efter Uppdrag Gransknings henvendelse til kommunikationsdirektøren, har Arla meddelt, at man fra næste uge vil levere de ansatte gæstearbejderes pas tilbage og dermed ændre ti års praksis.

Powered by Labrador CMS