Brød loven: Ansat er død

Plejehjemmet Salem brød arbejdsmiljøloven forud for, at en sosu-assistent døde med covid-19 i foråret, konkluderer Arbejdstilsynet i en ny afgørelse. Plejehjemsdirektør er uenig.

Udgivet Opdateret

Citathistorie:  Netmediet A4.

Plejehjemmet Salem i Gentofte overholdt ikke Sundhedsstyrelsens retningslinjer og arbejdsmiljøloven, da en 75-årig mandlig social- og sundhedsassistent i foråret blev syg og senere døde med covid-19.

Det slår en ny afgørelse fra Arbejdstilsynet fast, skriver A4 Arbejdsmiljø.

– Virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler om at træffe effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte på plejehjemmet Salem mod risikoen for smitte med ny coronavirus i forbindelse med arbejdet med pleje og omsorg af beboere, konkluderer tilsynet.

Den 75-årige sosu-assistent havde kun aftenvagter og var ansat på deltid. På grund af sin høje alder var han særligt sårbar, hvis han skulle blive smittet med coronavirus. Alligevel plejede han den 8. april en beboer uden brug af værnemidler, der var under kraftig mistanke for at have covid-19.

Samme dag havde Sundhedsstyrelsen indført retningslinjer om, at der skulle bruges værnemidler ved plejehjemsbeboere, der enten var mistænkt for at have virussen eller havde fået den konstateret.

Ifølge Arbejdstilsynets dokumenter var ledelsen på Salem bekendt med, at beboeren havde det dårligt, da de den 6. og 8. april rådførte sig hos en læge om, hvorvidt der var grundlag for at coronateste eller isolere beboeren. Det afviste lægen.

Sosu-assistenten sygemeldte sig den 13. april med symptomer på corona og døde den 22. maj på Gentofte Hospital efter en forgæves kamp mod virussen.

Uenig i afgørelsen

I Diakonissestiftelsen, der driver plejehjemmet Salem, er man ikke enig i afgørelsen.

– På det tidspunkt, da medarbejderen blev smittet, var der ikke opbygget tilstrækkelig testkapacitet eller nem adgang til brug af værnemidler. Her var strategien baseret på sundhedsmyndighedernes retningslinjer om afstand, hygiejne og fokus på symptomer. Kun hvis der var lægelig vurdering af, at der var mistanke om covid-19 sygdom, kunne vi bruge værnemidler, siger direktør Anne Mette Fugleholm.

Den afdøde sosu-assistent arbejdede på afdelingen Nearis, hvor syv ud af otte beboer i foråret blev testet positiv for covid-19. På hele plejehjemmet blev 12 ud af 67 ansatte i uge 16 og 17 konstateret smittet med coronavirus.

Forbundssekretær i FOA, Jens Nielsen, mener, at sagen viser, at plejeansatte i foråret ikke havde nok værnemidler.

– Det er katastrofalt, at vi har et påbevist dødsfald på grund af covid-19. Tilsyneladende er forsigtighedsprincippet i forhold til brug af værnemidler kommet alt for sent. Jeg har en frygt for, at det simpelthen var fordi, at man ikke havde værnemidler nok, siger han.

Afgørelsen fra Arbejdstilsynet er uden handlepligt, hvilket betyder, at arbejdsmiljøforholdene nu er bragt i orden.

Powered by Labrador CMS