Butikker forventer at priserne falder

Udviklingen i detailvirksomhedernes prisforventninger er vendt

Udgivet Opdateret

Forventningerne om faldende salgspriser i detailhandlen tager til blandt virksomhederne selv.

Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik offentliggjort fredag.

Efter en periode præget af forventninger om prisstigninger er udviklingen i den grad vendt de seneste måneder.

I juli lyder det fra 54 procent af virksomhederne, at de over de kommende tre måneder forventer faldende priser.

Godt nyt

Det er en stigning fra juni, hvor 45 procent af virksomhederne ventede faldende priser.

- Det er glimrende nyt for forbrugerne, at dagligvarebutikkerne forventer lavere priser, vurderer Kristian Skriver, seniorøkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.

Det vil blive lidt billigere at fylde indkøbsvognen over det næste kvartal.
Det vil blive lidt billigere at fylde indkøbsvognen over det næste kvartal.

- Det sætter en tyk streg under, at de hårde måneder med galoperende prisstigninger er gledet i baggrunden.

Flere dagligvarekæder har da også i løbet af juli varslet prisfald på en række varetyper.

Endnu usikkert

Endnu er det dog noget usikkert, i hvor høj grad forventningerne er slået igennem i praksis over en bred kam.

Ser man på de seneste tal for prisudviklingen i for eksempel kategorien "fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer", som er fra juni, står det klart, at forbrugerprisindekset over en række måneder har ligget på et stabilt højt niveau.

Kommer efter kraftige stigninger

Forventningerne om prisfald begyndte dog også først for alvor at tage til i netop juni.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, påpeger da også, at "udsigten til prisfald kommer efter en periode med meget kraftige prisstigninger, som har klemt danskernes husholdningsbudgetter".

INFLATION

I en markedsøkonomi kan priserne på varer og tjenester altid variere.

Nogle priser stiger, andre priser falder.

Der er tale om inflation, hvis der er en generel stigning i priserne, ikke kun på en enkelt vare eller tjeneste.

Det betyder, at man kan købe mindre for 1 euro.

Eller sagt på en anden måde: 1 euro er mindre værd, end den var før prisstigningen.

Kilde: Den Europæiske Centralbank

Men han kalder alligevel virksomhedernes forventninger "glædelige nyheder".

Powered by Labrador CMS