Claus Hjort afviser tidligere pension

Claus Hjort Frederiksen. Foto: Simon Læssøe/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Der bliver næppe rokket ved pensionsalderen for folk i fag med mange års hårdt fysisk arbejde.

Som led i en omfattende plan mod ulighed i det danske samfund foreslår fagforbundet FOA, at faggrupper med kort eller ingen uddannelse skal kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end faggrupper med lange, videregående uddannelser. Men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser blankt forbundets idé.

»Der er en bred aftale om vilkårene for pensionsalder med videre. Den aftale har regeringen naturligvis tænkt sig at respektere,« siger han i en skriftlig udtalelse til Berlingske Nyhedsbureau.

Det var den tidligere VK-regering, Dansk Folkeparti og de Radikale, der i 2011 indgik en aftale om, at efterlønsalderen efter planen hæves til 62 år i 2017, mens pensionsalderen hæves til 67 år i 2022.

Ifølge FOA-formand Dennis Kristensen skal pensionsalderen differentieres for at mindske uligheden på et arbejdsmarked, hvor højtuddannede ofte er relativ kort tid på arbejdsmarkedet på grund af deres længerevarende studier.

»Hvis man hæver pensionsalderen for alle, fordi man kigger på Danmark som gennemsnit, overser man de enorme forskelle på at være godt og skidt stillet økonomisk. Der er altså forskel på at have en lang universitetsuddannelse og være kommet sent ind på arbejdsmarkedet, end at have en kort uddannelse og være kommet tidligt i arbejde,« siger Dennis Kristensen.

Powered by Labrador CMS