Coloplast holder fast efter chok-melding i juni

Coloplast overrasker og lever op til justerede forventninger. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Coloplast måtte til stor overraskelse nedjustere for under to måneder siden. Nu lever virksomheden op til sine forventninger

Coloplast lander helt og aldeles inden for skiven med sit regnskab for tredje kvartal, som selskabet sendte på gaden tirsdag ved middagstid. Selskabet måtte til stor overraskelse for markedet nedjustere sine forventninger til hele året for under to måneder siden. Det resulterede i, at Coloplast i de efterfølgende dage måtte lægge kind til et par gedigne ørefigner på aktiemarkedet.

»Vi kan præsentere et regnskab, som lever op til de justerede forventninger, som vi offentliggjorde i juni – og med 7 pct. organisk vækst i både kvartalet og perioden er det et tilfredsstillende resultat«, siger Coloplasts administrerende direktør, Lars Rasmussen, i forbindelse med regnskabet.

Topchefen hæfter sig ved, at selskabet fortsat kan se bred fremgang hele vejen rundt i virksomhedens forretningsområder.

»Vi kan fortsat fremvise en vækst på linje med eller over markedet i alle vores fire forretningsområder og har bevaret et solidt momentum på tværs af forretningen. Vores Hud- og sårpleje forretning fortsætter med at levere overbevisende vækstrater og på det vigtige europæiske marked har et stort marked som Frankrig positiv udvikling,« siger Lars Rasmussen.

Med regnskabet fastholder Coloplast sin målsætning om en organisk omsætningsvækst på omkring 7 pct. og omkring 12 pct. i danske kroner for finansåret 2014/15. Samtidig venter selskabet forsat en overskudsgrad på omkring 32 pct.

Coloplast detonerede midt i juni lidt af en bombe i markedet, da selskabet ud af det blå nedjusterede sine forventninger til 2015. Det danske medicoselskab meldte både om problemer på det britiske marked, hvor omstillingen til et elektronisk receptsystem er lidt af en udfordring for Coloplast. Dog var det især en verserende strid med det amerikanske justitsministerium, der for alvor fik aktien til at dykke tilbage i juni.

Selskabet skriver i regnskabet, at der er blevet sat et millionbeløb til side i forbindelse med sagen i USA.

»Perioden indeholder hensættelser på samlet set 75 mio. kr. i forbindelse med det amerikanske justitsministeriums brancheundersøgelse af salgs- og marketingaktiviteter i USA samt øget tab på debitorer i Sydeuropa,« noterer selskabet.

Coloplast-aktien lå før regnskabet stort set på samme niveau som for et år siden.

Powered by Labrador CMS