Coop satser stort på fødevarer fra Afrika

Foto: Coop.
Udgivet Opdateret

Kunne du tænke dig økologisk yoghurt med frugt fra Uganda, grønne bønner og slikærter fra Kenya eller lyst oksekød fra Namibia, hvor kvæget har græsset under det sydlige Afrikas sol?

Produkterne har det til fælles, at de indgår i Coops vareserie Savannah. Serien er ifølge Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander i løbet af kun et par år blevet en succes. Sidste år lå omsætningen på godt 100 millioner kroner.

I dag udgør afrikanske fødevarer kun tre procent af verdenshandlen. Men potentialet er langt, langt større. Og den udvikling vil Coop gerne deltage i. Ledelsen for detail-giganten er ved at skifte gear og sætter nu for alvor fokus på at få vækst i omsætningen af afrikanske landbrugsvarer.

»Målet er over de kommende år at flerdoble vores omsætning af afrikanske føde-varer,« fastslår Lasse Bolander over for Berlingske Business.

Øget handel med Afrika

I samarbejde med udvalgte leverandører og interesseorganisationer fokuserer Coop på øget handel med Afrika. For Coop er det vigtigt, at varerne i Savannah-brandet ikke bliver dyrere end tilsvarende varer fra andre dele af verden, men salget kan bidrage til udvikling af det afrikanske kontinent.

»I mange år samlede brugsbevægelsen, Coop og FDB penge ind til bistands- og ulandshjælp til Afrika, for eksempel til at bygge brønde. Mange års traditionel bistand viste sig imidlertid ikke at være nok. Uanset hvor mange penge vi samlede ind, ville det ikke få nogen reel indflydelse. I dag tror Coop på, at vi gennem handel på almindelige kommercielle vilkår kan bidrage til udvikling i Afrika. Får vi danskerne til at købe gode afrikanske varer, kommer der penge tilbage til Afrika. Det er ikke bistandshjælp, men kommerciel forretning. I Coop er vi købmænd og køber varerne i Afrika på fuldstændig samme vilkår som andre steder i verden,« siger Lasse Bolander.

Små landmænd

Coop har siden 2012 arbejdet sammen med udviklingsorganisationen Care Danmark om at skabe gode innovative, bæredygtige forretningsmodeller til det afrikanske marked. Det har især handlet om at udvikle Coops leverandørkæder med grøntsager fra Kenya.

»Vi har hjulpet producenter til at blive professionelle nok til at levere til os. Vi har hjulpet bønderne med at få en uddannelse, så de kan få de nødvendige certifikater til at kunne eksportere til EU og dermed Coop,« siger Lasse Bolander.

Gode resultater

Foreløbig er det lykkedes at opbygge syv små bondegrupper, der producerer en række grøntsager til Coop og en række andre markeder. For eksempel bliver slikærterne produceret i egnene omkring bjergene Mount Kenya og Kilimanjaro i Kenya. Et arbejde, som holder mange afrikanske landmænd og arbejdere beskæftiget. Det er lige fra, at ærterne bliver plukket i de tidlige morgen-timer, til de bliver kølet, vasket, renset og pakket. Med fly til Danmark går der sjældent mere end 72 timer, før slikærterne ligger på hylden i Coops butikker. Savannah-slikærter er produceret og kvalitetssikret af en af de to kenyanske grøntsagsproducenter Sunripe eller Finlays Horticulture.

»Partnerskabet mellem Care Danmark og Coop har vist gode forretningsmæssige resultater på den tredobbelte bundlinje; det vil sige økonomi, miljø og mennesker,« siger Nanna Callisen Bang, programkoordinator i Care Danmark.

Savannah-serien spænder ganske bredt. Det er lige fra avocadoolie fra Kenya, vanilje fra Den Demokratiske Republik Congo samt chokolade af kakaobønner fra Ghana. Varerne bliver solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Fakta.

Når Coop omsætter for godt 100 millioner kroner om året, har 500 afrikanske småbønder en indtjening, der er 30 procent højere, end før Coop lancerede Savannah-brandet.

Nyt initiativ

Coops næste skridt bliver at koncentrere sig om et mindre antal større leverandører, der kan vokse sammen med detailkoncernen.

»Forbilledet er Thise Mejeri. Inden den danske, økologiske producent gik i samarbejde med os, var Thise et lille mejeri. I dag er det et stort foretagende med eksport til blandt andet Kina. På samme måde vil vi gerne samarbejde med leverandører i Afrika, så de kan blive større. Men vores model er, at vi vælger leverandører, der har interesse i at skabe gode vilkår for deres medarbejdere og lokalsamfundene, de er en del af,« siger Lasse Bolander.

Coop satser således på at udvikle større projekter, blandt andet med en kødleverandør i Namibia og flere leverandører af grøntsager og kaffe i Kenya.

Powered by Labrador CMS